Nu er det op til dig, Benny Engelbrecht: Skuf ikke Nordjylland

Regeringen vil have en bred aftale om 3. Limfjordsforbindelse, men det ligner en gordisk knude med modstand og tøven fra støttepartierne. Hvis regeringen ikke kan levere, er det en katastrofe for vores landsdel.

Ovre i København siger regeringen, at der nu kommer en 3. Limfjordsforbindelse.

Her i Nordjylland vil vi se det, før vi tør tro det.

For hvor er det helt brede politiske flertal, som ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er forudsætningen for en aftale? Støttepartierne Enhedslisten og SF vil ultimativt ikke lægge stemmer til en aftale, der indeholder en linjeføring over Egholm, og De Radikale tøver. Omvendt vil Venstre ikke være med uden Egholm-løsningen og kræver endda spaden i jorden her og nu. Det ligner en gordisk knude.

Forhåbentlig viser transportministeren magiske evner i forhandlingerne, der begynder i dag, så regeringen ikke må skuffe de nordjyske kommuner og virksomheder, som har kæmpet for en 3. Limfjordsforbindelse i mere end 50 år. Ja, ordet ”skuffe” rækker her i virkeligheden ikke. Det vil nærmere være en katastrofe for Nordjylland, hvis regeringen ikke kan levere en løsning på de trængselsproblemer, som er ved at kvæle Aalborg i stillestående myldretidstrafik og belaster erhvervslivets udvikling nord for fjorden.

Vi skal naturligvis gøre klimavenlige løsninger, beskyttelse af naturinteresser og borgerhensyn til nøglekrav i et kommende anlægsprojekt. En 3. Limfjordsforbindelse skal opføres så grønt og hensynsfuldt som muligt. Men noget større står på spil i denne sag.

Ingen er tjent med, at en del af landet – den nørrejyske ø – langsomt, men uafvendeligt bliver koblet fra resten af landet. For det er jo konsekvensen, hvis vi som samfund ikke beslutter os for at handle og får løst flaskehalsproblemerne ved Limfjorden. Tendensen er allerede synlig, når man spørger hos erhvervsdrivende i Vendsyssel. De får sværere og sværere ved at forsvare nyinvesteringer. Skal vi være lidt højragende, taler vi om at sikre den nationale sammenhængskraft.

Ud over at det vil være en katastrofe, vil det også være en skandale. Der har siden 2014 eksisteret en bred politisk aftale om en Egholm-løsning, og de samme partier, der indgik aftalen dengang, udgør stadig et solidt flertal. Nu må de levere som lovet. Regeringen må om nødvendigt opgive at få sine støttepartier med i en helt bred aftale og stemme en 3. Limfjordsforbindelse hjem sammen med blå blok.

- Fra regeringens side er vi klare. Vi ønsker at bygge en 3. Limfjordsforbindelse, og den skal være i den linjeføring, der blev aftalt for mange år siden i 2014, sagde Benny Engelbrecht i går.

Det lyder lovende, og foreløbig er der grund til at glæde sig over regeringens længe ventede infrastrukturplan ”Danmark fremad”, der også rummer andre gode trafiktiltag i Nordjylland, herunder den højst nødvendige udvidelse af rute 26/34 mellem Skive og Hanstholm.

Efter mange års tilløb nærmer vi os målstregen for 3. Limfjordsforbindelse. Er der politisk vilje og mod til at få bolden helt i mål? Det bør der være. Men vi vil se det, før vi tør tro det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.