Mennesker og hverdag ‑ Corona

Spænd traileren for: Nu kan vi komme af med affaldet igen

Sundhedsmyndighederne vurderer, at de danske kommuner kan åbne genbrugspladserne for private. Men det sker på visse betingelser

Siden 11. marts har genbrugspladserne i Nordjylland - og hele Danmark - været lukket land for private. Foto: Martin Damgård

Siden 11. marts har genbrugspladserne i Nordjylland - og hele Danmark - været lukket land for private. Foto: Martin Damgård

NORDJYLLAND:Det var ikke ventet, at der ville blive åbnet for de danske genbrugspladser før efter påske, men nu ser det ud til, at portene om få dage bliver slået op igen.

Sådan er anbefalingen i hvert fald fra Kommunernes Landsforening, KL.

KL har gennem længere tid været i dialog med myndighederne om situationen, da der flere steder er opstået udfordringer med affald, der ophobes og smides i bl.a. naturen.

Ifølge KL vurderer sundhedsmyndighederne nu, at kommunerne kan åbne genbrugspladserne for private, hvis en række sikkerhedsforanstaltninger følges. Det fremgår af en pressemeddelelse, som KL sendte ud lørdag eftermiddag.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne genbrugspladser for private, hvis det sikres, at de borgere, der kommer på genbrugspladsen, holder afstand til hinanden og til personalet, så der ikke opstår situationer, hvor borgerne kommer i tæt kontakt.

KL anbefaler derfor kommunerne at åbne pladserne fra tirsdag 31. marts.

Genbrugspladserne har været lukket for private, siden regeringen 11. marts meldte ud, at store dele af den offentlige sektor skulle lukkes ned for at begrænse smittespredning af coronavirus.

Vis hensyn

- Det helt overordnede hensyn i denne tid er, at vi skal begrænse smittespredning mest muligt. Derfor er det også vigtigt, at vi tager de rigtige forholdsregler og følger myndighedernes anbefalinger, når pladserne genåbner, siger Jacob Bjerregaard, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, i pressemeddelelsen.

KL anbefaler, at der åbnes samtidigt på tværs af hele landet, så behovet for at komme af med affaldet spredes mest muligt.

- Det er vigtigt, at vi alle sammen udviser tålmodighed, tager hensyn til hinanden og ikke mindst til de medarbejdere, der nu skal organisere pladserne på en anden måde. Jeg vil derfor opfordre til, at alle ikke kører afsted tirsdag morgen, og at man lige overvejer, om man kan vente med at aflevere sit affald i noget tid endnu, siger Jacob Bjerregaard.

Adgangsbegrænsning og hyppig rengøring

For at åbningen kan foregå forsvarligt i forhold til smittefare for borgere og medarbejdere, bør kommunerne indføre adgangsbegrænsning, der passer til den enkelte kommune. Det kan f.eks. være portvagt, bomløsninger, nummerpladestyring, onlinebooking eller lignende.

Samtidig bør det overvejes, om der kan være en kommunal myndighedsperson med erfaring med miljøtilsyn til stede på pladserne, lyder det fra KL.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at man på genbrugspladserne sikrer hyppig rengøring af fælles kontaktpunker, så man minimerer risikoen for indirekte smitte via disse. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler også, at brugerne ved tydelig skiltning på pladserne opfordres til at holde afstand til andre på pladsen samt udføre håndhygiejne, når de har forladt pladsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.