Sundhed og sygdom ‑ Corona

Nu kommer der mere håndsprit på hylderne

Miljøminister Lea Wermelin (S) har bedt Miljøstyrelsen om at dispensere fra EU-krav, så flere danske virksomheder kan producere håndsprit

Michael Leonhard fra virksomheden Leonhard Danmark ser nu ud til at kunne få lov til at producere de 25.000 flasker håndsprit uden at skulle betale en kvart million kroner for en dispensation.  Foto: Kim Dahl Hansen

Michael Leonhard fra virksomheden Leonhard Danmark ser nu ud til at kunne få lov til at producere de 25.000 flasker håndsprit uden at skulle betale en kvart million kroner for en dispensation. Foto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:Der er håb forude for Michael Leonhard, indehaver af virksomheden Leonhard Danmark i Brønderslev.

Forleden kunne NORDJYSKE fortælle, at hans ønske om at producere håndsprit i stor stil var strandet på et krav om at betale en dispensation på 238.000 kr.

Det ser nu ud til, at det ikke længere er nødvendigt.

Håndsprit er nemlig blevet så stor en mangelvare herhjemme efter udbruddet af Covid-19, at flere supermarkeder melder om tomme hylder, og også i sundhedsvæsnet begynder man at være udfordret.

Derfor vil miljøminister Lea Wermelin nu dispensere fra et EU-krav, så flere danske virksomheder kan gå i gang med at producere de desinficerende stoffer og afhjælpe manglen på håndsprit.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få mere håndsprit på markedet i en fart. Det er ekstremt vigtigt, at vores dygtige sundhedspersonale, butiksassistenter og danskerne i det hele taget har adgang til håndsprit. Så vi kan passe på os selv og hinanden, og så vi får bremset smittespredningen. Derfor har jeg besluttet at dispensere fra et EU-krav, så flere virksomheder kan sætte gang i produktion af håndsprit. Det skal ikke være bureaukrati, der forhindrer os i at få mere håndsprit ud på vores sygehuse og plejehjem, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Miljøminister Lea Wermelin vil dispensere fra EU-krav, så flere danske virksomheder kan komme i gang med at producere håndsprit. Foto: Sofia Busk/Ritzau Scanpix

Miljøminister Lea Wermelin vil dispensere fra EU-krav, så flere danske virksomheder kan komme i gang med at producere håndsprit. Foto: Sofia Busk/Ritzau Scanpix

Allerede i dag kan danske virksomheder producere og sælge ethanol-holdig håndsprit, der ikke kræver godkendelse eller dispensation. Men leverandøren af aktivstoffet skal være på en særlig EU-liste. Det er det krav, miljøministeren nu dispenserer fra.

Nye regler for produktion af håndsprit

Miljøministeren har besluttet, at Miljøstyrelsen frem til 30. juni 2020 kan dispensere fra kravet om, at aktivstofleverandør skal være registreret på EU’s artikel 95-liste. Derved vil det blive muligt at øge den tilgængelige mængde af de nødvendige aktivstoffer til brug i håndsprit.

Alle producenter af håndsprit vil fortsat skulle være registreret hos Produktregisteret eller hos Miljøstyrelsen, hvilket vil gøre det muligt fortsat at føre kontrol med området.

Håndsprit med iso-propanol skal fortsat som minimum have en dispensation efter biocidforordningens artikel 55. Derfor skal de gældende virksomheder indsende en ansøgning til Miljøstyrelsen. Da det forventes, at ansøgningerne kan behandles hurtigt, forventes den lavest mulige gebyrsats på 2500 kroner at blive anvendt. Dermed kan virksomhederne omlægge produktionen til håndsprit, uden at spørgsmål om økonomi skal blive en hindring.

Lea Wermelin vil også tillade, at virksomheder, der vil producere håndsprit baseret på iso-propanol frem for ethanol, midlertidigt kan få dispensation til dette. Da den slags produkter ikke har en formel godkendelse, skal de først vurderes af Miljøstyrelsen, før de kan komme på markedet.

Her har miljøministeren bedt Miljøstyrelsen om at sætte alle kræfter ind, så for eksempel kosmetikvirksomheder, der vil omstille produktionen til en sikker og effektiv håndsprit, kan få en dispensation hurtigst muligt.

- Vi skal være fuldstændig sikre på, at den håndsprit, der produceres, rent faktisk virker og er sikker at bruge. Når sygeplejersker, plejehjemspersonale eller borgere derhjemme bruger håndsprit, skal det ikke give en falsk tryghed – eller endda være skadeligt. Derfor er det nødvendigt, at produkterne overholder reglerne. Her har jeg bedt Miljøstyrelsen om at vejlede virksomhederne, så vi snart får mere håndsprit herhjemme, siger miljøminister Lea Wermelin.

NORDJYSKE fortalte forleden om Michael Leonhard fra Brønderslev, som driver virksomheden Leonhard Danmark i Brønderslev. Han har kapaciteten til at producere 25.000 flasker håndsprit, men han var blevet bremset af et krav på 238.000 kr. for at få den nødvendige dispensation.

Men miljøministerens beslutning er det ikke længere nødvendigt.

Den nye dispensationspraksis er trådt i kraft i dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.