Nu møder du et nyt energimærke, når du køber hvidevarer

Lær at forstå det nye mærke, inden du køber tv, køleskab eller vaskemaskine

Arkivfoto: Michael Bygballe

Arkivfoto: Michael Bygballe

Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus

Fra mandag 1. marts er det slut med energimærker med utallige plusser, når man køber ny vaskemaskine, fryser, opvaskemaskine eller fjernsyn.

De gamle energimærker med eksempelvis A+++ bliver nemlig droppet til fordel for en ny A-G skala.

- På afstand ligner energimærket sig selv. Det, der ændres, er selve skalaen, hvor alle de forvirrende plusser forsvinder, forklarer Thore Stenfeldt, der er fuldmægtig ved Center for Energieffektivisering under Energistyrelsen.

Den nye energimærkning får blandt andet ros fra Forbrugerrådet Tænk, som længe har slået på tromme for en mere logisk og overskuelig mærkning.

Og med den nye skala får forbrugerne et mere letlæseligt overblik end det mærke, som har været hidtil.

- Vi ved, at energimærket er noget, som rigtig mange danskere kigger på, når de skal købe nye produkter, siger Vibeke Myrtue Jensen, der er miljøpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

Illustration: www.label2020.dk

Illustration: www.label2020.dk

Konkret betyder den nye skala, at et produkt, som hidtil har haft mærket A+++, altså det bedste, kan få mærket B eller C på den nye skala - afhængig af produktet.

- Inden for flere produktgrupper bliver mærket B det bedste på den nye skala. For der skal være rum til nye og endnu bedre produkter, som i fremtiden kan få energimærket A, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Der indføres desuden en bogstavskala for støjklasser, så man let kan sammenligne med andre køleskabe eller vaskemaskiner.

- Støjniveauet er enormt vigtigt, hvis der er tale om et produkt, som skal stå i køkkenet eller stuen, og selv de mindste ændringer gør en forskel, siger Thore Stenfeldt.

Før stod støjniveau angivet i decibel. Fremover kan man se, hvor meget produktet larmer på en skala fra A-D.

Værd at vide om det nye energimærke

* På det gamle energimærke for vaske- og opvaskemaskiner stod der, hvad produktet i gennemsnit brugte af vand eller energi om året. På det nye mærke er der i stedet angivet per 100 vask.

* Det nye energimærke bliver desuden tilføjet en såkaldt QR-kode, som kan skannes med mobilen. Herefter får man adgang til det samlede datablad fra EU's produktdatabase, EPREL.

* De nye energimærker introduceres løbende. Derfor vil eksempelvis ovne stadigvæk køre med "gamle" energimærker i overgangsperioden.

* På www.sparenergi.dk og www.label2020.dk kan du læse mere.

Kilder: Energistyrelsen, EU-Kommissionen.

Inden du suser ned og køber nyt i butikken, skal du dog afklare dit behov, tilføjer Vibeke Myrtue Jensen.

For det er ikke nødvendigvis godt for miljøet, at du vipper en to år gammel vaskemaskine ud til fordel for en ny med et bedre energimærke, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

Energimærket forholder sig nemlig kun til, hvad selve produktet bruger af energi, når det først er rykket hjem i stuen.

- Men selve produktionen er også i sig selv ret miljøbelastende. Derfor skal man ikke skifte produktet ud, før det er nødvendigt, forklarer Vibeke Myrtue Jensen.

Når du er afklaret omkring dit behov, vil energimærket til gengæld være en fornuftig rettesnor, lyder rådet fra begge.

- Og man skal vide, at selv med de små energiforbrugende produkter er der en stor samlet klimagevinst ved at vælge de mest energieffektive - netop fordi vi samlet har så mange stående i hvert hjem, siger Thore Stenfeldt.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.