Coronavirus

Nu bliver 38 kommuner ramt af restriktioner - må dog krydse kommunegrænserne

I Nordjylland er antallet af smittede raslet ned. Håbet er, at det også sker i de 38 kommuner, hvor smittetallet nu er højt

Den 5. november lukkede Nordjylland ned, og det kunne ses på de nordjyske motorveje. Arkivfoto: Claus Søndberg

Den 5. november lukkede Nordjylland ned, og det kunne ses på de nordjyske motorveje. Arkivfoto: Claus Søndberg

NORDJYLLAND:De kommende fire uger kommer borgerne i 38 kommuner i store træk til at opleve de restriktioner, som syv nordjyske kommuner var underlagt i omkring 14 dage i november.

Fra onsdag og frem til 3. januar kommer dagligdagen i de 38 kommuner blandt andet til at byde på lukkede barer, restauranter og andre spisesteder. Biografer, teatre, idrætshaller, svømmehaler og fitnesscentre holdes lukket. Offentligt ansatte sendes i stor stil hjem. Skoleelever sendes hjem, mens der indføres digital undervisning på de videregående uddannelser.

Dermed ligner restriktionerne dem, der fra 5. november og omkring 14 dage var den "medicin", der skulle sikre, at coronavirus fra mink - og specielt den muterede minkvariation cluster 5 - ikke blev spredt yderligere i Nordjylland

Grafik:
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet. Grafik: Christian Made Hagelskjær

I de nordjyske kommuner ser restriktioner ud til at have virket.

For få uger siden var smittetallet i de syv nordjyske kommuner på 360 smittede på syv dage. Nu er det tal nede på 60.

Eksempelvis er fem personer i Frederikshavn Kommune testet positiv de seneste syv dage. Det svarer til, at 8,4 personer er positiv per 100.000 indbyggere.

- Man kan jo få det indtryk, at restriktionerne har virket. Jeg tror, at det er en kombination af flere ting, men jeg tror at restriktionerne i Nordjylland var nødvendige, siger Bjarne Kvist (S), der er fungerende borgmester i Frederikshavn, da den vanlige borgmester Birgit S. Hansen (S) er fraværende af private årsager.

Dermed tror han også, at restriktionerne i de 38 kommuner nu er nødvendige.

- Der skal gøres noget, og jeg tror, at restriktioner også virker som en påmindelse med hensyn til at man generelt skal være opmærksom på smitten, siger Bjarne Kvist.

Lukkede kommunegrænser

En restriktion, som nordjyderne måtte leve med - og der var meget spredte meninger om - var opfordringen om ikke at krydse kommunegrænserne, med mindre det var strengt nødvendigt. Den restriktion slipper de 38 kommuner for.

- Der er områder, hvor det ikke giver mening. Blandt andet i københavnsområdet, hvor byerne er vokset sammen og butikken for enden af vejen kan ligge i en anden kommune, siger Bjarne Kvist.

- Der er stadig delte meninger om lukningen af kommunegrænserne virkede. Jeg tror, at det var med til at minde folk om, at være opmærksomme på andre restriktioner, siger han.

Tager restriktioner med på juleferie

På mandagens pressemøde forklarede statsminister Mette Frederiksen (S), at man tager restriktionerne fra ens hjemkommune med sig, hvis man tager på juleferie andre steder i landet.

Statsministeren, der plejer at fejre jul i Nordjylland, tog udgangspunkt i sig selv.

- Jeg kan sagtens tage på juleferie i Nordjylland, men jeg kan ikke tage i biografen i Aalborg eller på restaurant i Hadsund, fordi jeg kommer fra en kommune, hvor vi opfordres til at blive hjemme, forklarede statsministeren.

Hun understregede, at der ikke er tale om et egentligt ind- og udrejseforbud fra de 38 kommuner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.