Ny chefredaktør: Til kamp for Nordjylland

Karl Erik Stougaard er ny ansvarshavende chefredaktør hos NORDJYSKE. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
Af Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør
Når vi åbner vores mobiltelefoner, åbner vi et vindue ud til den store verden, men vi risikerer samtidig at kvæle den nære.
Det gør vi for eksempel, når vi handler på nettet. Internethandlen eksploderer. I fjor voksede den med 25 procent, i år med coronakrise vil det blive endnu mere, og konservativt set vil vi i 2030 foretage op mod en fjerdedel af alle vores indkøb på nettet, vurderer Institut for Centerplanlægning i en ny analyse.
Det vil betyde to millioner færre kvadratmeter butikker rundt om i landet, og for hver mistet kvadratmeter butik bliver Danmark et lidt fattigere og lidt mere kedeligt land.
For tingene hænger jo sammen: Uden butikker, kultur og et summende byliv mister en by sin evne til at fastholde og tiltrække mennesker. På den vis er vi alle deltagere i et kæmpe eksperiment med vores mindre og mellemstore byer som indsats – med det liv, som størstedelen af danskerne foretrækker, et liv hvor mennesker, natur, kultur og et aktivt handelsliv er kittet, der holder sammen på et velfungerende nærmiljø.
Hvad gør vi ved det? Hvordan beskytter vi den levevis, så mange af os holder af? Her er mit bud.
Vi må først og fremmest gøre os en erkendelse: Vi er selv drivkraften bag udviklingen. Når vi handler på nettet, er det jo ikke, fordi vi vil skade lokalområdet, men fordi det er nemt. For unge i et hektisk studieliv, for familier i en travl hverdag, og for ældre, der har svært ved at komme ud, er det en fantastisk hjælp at kunne overstå sine indkøb fra hjemmet.
Kald det bekvemmelighed, men det er fremskridt, som de færreste vil undvære. Den teknologiske og digitale udvikling beriger os, og i vores bestræbelser på at bevare handelsbyerne er det nyttesløst at udråbe nettet til fjenden.
Vi må i stedet finde løsninger på de udfordringer, der følger med digitaliseringen, og her agter vi på NORDJYSKE Medier at bidrage med alle de midler og redskaber, som står til vores rådighed, for udviklingen angår naturligvis også os. Lad mig nævne tre konkrete områder, som vi finder særligt vigtige:
Regeringen har netop igangsat et såkaldt ”partnerskab for levende bymidter”, et godt initiativ, der skal afdæmpe butiksdød og puste nyt liv i mindre og mellemstore byer. Frederikshavn er udnævnt til en af fem testbyer, og vi vil på NORDJYSKE bakke op om projektet gennem konstruktiv journalistik og med et særligt øje på løsninger, der kan spredes til andre kommuner i Nordjylland.
Deri ligger også, at vi kritisk vil holde parterne op på, at de gode intentioner følges op af konkret handling, ikke mindst fra regeringens side, for vi er nemlig enige med erhvervsminister Simon Kollerup (S) i, at denne sag er for vigtig til at ende i tom snak.
Ved siden af dette partnerskab er 27 danske kommuner involveret i såkaldte BID-forløb. Den senest tilknyttede kommune er Jammerbugt. BID står for Business Improvement Districts og dækker over et netværk af private og offentlige aktører fra lokalområdet, der går sammen for at skabe mere levende byrum, hvor boliger, handel, kultur, fritid, restauranter og dagligliv kan blomstre.
BID-forløb i flere kommuner viser allerede gode resultater, for eksempel i form af færre tomme butikker, og NORDJYSKE Medier vil naturligvis bakke op om denne meget lovende indsats.
Måske vigtigst af alt for os: Læsernes forbrug af nyheder er – som med andre forbrugsvarer – under voldsom forandring, og en hastigt voksende andel af nordjyderne foretrækker at læse nyheder på deres mobiltelefon eller andre digitale platforme.
Der påhviler NORDJYSKE Medier en forpligtelse til at finde løsninger, der sikrer alle nordjyder en god, troværdig og alsidig nyhedsdækning, og vi er allerede i fuld gang med en digital transformation af vores nyhedsmedier. Adgang til nyheder, debat og perspektivering af aktuelle tendenser og begivenheder er altafgørende for at skabe oplyste borgere. Som igen er essensen i et sundt nærmiljø.
Nyhedsformidling er med andre ord et tungt ansvar, og det er et ansvar, vi tager yderst alvorligt. Ikke mindst mange steder i udlandet ser vi nu såkaldte ”nyhedsørkener”, som har mistet sine lokale og regionale medier, og de områder er langsomt ved at lukke helt ned.
Det må ikke ske i Danmark, det vil vi ikke tillade, og vi er derfor på NORDJYSKE Medier fast besluttede på at gøre vores udgivelser endnu mere relevante for endnu flere nordjyder, uanset om I foretrækker at få nyheder på papir, på mobil eller i radioen.
Vi vil være til stede dér, hvor I er, vi vil lytte til jeres ønsker, og vi vil lære af jeres nyhedsvaner, så vi kan levere det indhold, I har allermest brug for i et moderne liv med karriere og familie, glæder og bekymringer, nærhed og udsyn.
I dag er min første dag i stolen som ansvarshavende chefredaktør for NORDJYSKE Medier. Siden min udnævnelse, der blev offentliggjort i sommer, har jeg modtaget mange velkomsthilsner – tak for dem – og mange af jer har heldigvis ikke lagt skjul på, at I forventer en fortsat stærk nyhedsdækning fra jeres regionale og lokale nyhedsleverandør.
Den er jeg helt med på. NORDJYSKE Medier hviler på stolte traditioner, men frygter ikke den nye virkelighed; vi glæder os over den. Det er en virkelighed, som rummer mange ubekendte, men også store muligheder for dem, som tør tænke i nye løsninger. Det gør vi, og det ved jeg, at I og hele Nordjylland også gør. Vi kender retningen. Så lad os komme i gang.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.