Ny lufthavnsdirektør fik syv års fængsel i spektakulær spion-sag under den kolde krig

Han nægter at nævne James Bond, men Niels Hemmingsen har været hemmelig agent for Forsvaret.

Niels Hemmingsen har været midtpunkt i en sag om afsløring af danske spioner bag jerntæppet. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Niels Hemmingsen har været midtpunkt i en sag om afsløring af danske spioner bag jerntæppet. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Normalt er spioner og hemmelige agenter noget, man forbinder med James Bond eller andre fra filmens verden.

Men den ny direktør i Aalborg Lufthavn, Niels Kjær Hemmingsen var i 1987 midtpunkt i en spektakulær afsløring af danske spioner bag jerntæppet, der delte Europa.

Den 19. april 1987 blev Niels Hemmingsen og rejsemakkeren, Jens Ellekær, anholdt i et skovområde ved polske Swidwin, hvor de var i gang med at fotografere tæt på en militær flyvestation.

Sagen blev behandlet på allerhøjeste plan, hvor udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og resten af det danske diplomati havde travlt - dels med at få dem frigivet, dels med at benægte, at de var danske spioner udsendt af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Selv har Niels Hemmingsen valgt, at det er en sag, han ikke snakker om.

- Det er jo ingen hemmelighed

- Det er jo ingen hemmelighed. Man kan læse om det mange steder, og der er skrevet en bog om sagen. Men fra begyndelsen har jeg besluttet, at jeg ikke taler om sagen, da der er klassificerede oplysninger. Og så er det i respekt for de andre, der var involveret i sagen, siger han.

- Samtidig skal man huske på, at det var en helt anden tid og en helt anden verden dengang. Som mange ikke husker på i dag. Der var kold krig med en konstant trussel om, at det kunne blive en reel atomkrig, tilføjer Niels Hemmingsen.

Hans rejsefælle Jens Ellekær har i flere situationer fortalt om sine oplevelser i Polen.

- Vi har ikke nødvendigvis samme billede af oplevelsen - først og fremmest fordi vi ikke var det samme sted dernede, men sad adskilt, siger Niels Hemmingsen.

Jens Ellekær har tidligere fortalt, at de to tidligere havde været på ture til DDR.

Men på turen til Polen går det galt. En sikkerhedsvagt dukker op, og Jens Ellekær og Niels Hemmingsen tror, de er blevet opdaget. De sætter i løb mod deres bil, men en opsynsmand på den skrothandel, hvor de har parkeret bilen, er blevet mistænksom over bilens udenlandske nummerplader og har ringet til politiet. De dukker op i samme øjeblik, som Jens Ellekær og Niels Hemmingsen kommer løbende mod bilen. Da Jens Ellekær forsøger at rive filmrullen ud af kameraet, tror politiet, han griber efter våben. Politiet retter deres pistoler mod dem. Jens Ellekær og Niels Hemmingsen bliver anholdt og fængslet.

Fængslet i Polen

De kommende fire måneder sidder de varetægtsfængslet i Polen, og ifølge Jens Ellekær er det ikke nogen rar oplevelse.

De ender begge med at tilstå, at de arbejder for efterretningstjenesten i Danmark - og bliver ved en militær domstol i Polen dømt for spionage for fremmede magter. Strafferammen er dødsstraf, men dommen bliver ni år til Jens Ellekær og syv års fængsel til Niels Hemmingsen.

- Det er en oplevelse, jeg meget gerne ville være foruden, siger Niels Hemmingsen, der fortæller, at han dog har lært noget, som han har brugt efterfølgende.

- Jeg kender mig selv bedre, end andre mennesker normalt kender sig selv - også i pressede situationer. Jeg har været presset udover det, som andre oplever i deres liv, siger han.

Den 22. oktober 1987 bliver de to danskere løsladt mod kaution, og bliver med det samme fløjet til Danmark, hvor sagen har haft enorm medieomtale.

Hverken Forsvaret eller den danske stat har erkendt, at de to danskere arbejdede som efterretningskilder. Men i en DR-dokumentar fra 2005 kom det frem, at kautionen på de tre millioner kroner er betalt på et girokort med en underskrift fra en major i Forsvaret.

- Jeg glad for, at jeg er tro mod den beslutning, jeg traf for mange år siden om ikke at tale om sagen. Det kan være, at jeg engang skriver om det i mine erindringer, men de kommer i lige så høj grad til at handle om de andre ting, jeg har kastet mig over, siger Niels Hemmingsen.

Efter frigivelsen fra det polske fængsel indledte Niels Hemmingsen et officersforløb i Forsvaret, hvor han blandt andet blev tildelt Dronningens Æresdolk. En yderst sjælden hæder, der alene gives til de elever på officersuddannelsen, der opnåede et gennemsnit over 10,7 på den tidligere 13-skala og 11,4 på 12-skalaen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.