Ny nordjysk S-formand - Arne Boelt får ny tillidspost
Thybo erstatter formand gennem 17 år

Preben Bust Dahlgaard, Thisted (tv.) overtager posten som formand for Socialdemokratiet i Nordjylland efter Mogens Vestergård Pedersen, Hørby (th.), der har siddet på formandsposten siden 2006. Privatfoto
NORDJYLLAND:De nordjyske socialdemokrater har lørdag fået ny formand, og det er ikke hver dag, det sker.
Faktisk er det 17 år siden, Mogens Vestergård Pedersen fra Hørby satte sig på den taburet, men for et år siden meddelte han internt i partiet, at han ikke ønskede at fortsætte, og lørdag valgte partiets regionale repræsentantskab så Preben Bust Dahlgaard, Thisted, som hans afløser.
Det oplyser Socialdemokratiet i Nordjylland i en pressemeddelelse.
Preben Bust Dahlgaard har i de senere år beklædt posten som kredsformand i Thisted Kredsen og kender også det politiske arbejde fra sin tid som socialdemokratisk byrådspolitiker i Thisted Kommune.

Arne Boelt - nyvalgt medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Foto: Kim Dahl Hansen
På repræsentantskabsmødet, som blev afholdt i Vejgaard Hallen i Aalborg, valgte forsamlingen også den mangeårige, men nu forhenværende Hjørring-borgmester Arne Boelt som nyt medlem af partiets hovedbestyrelse på ca. 30 medlemmer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.