Nyligt løsladt indbrudstyv igen bag tremmer

Lokal mand i 30'erne er anholdt for at begå indbrud kort efter sin løsladelse fra fængslet

Opdateret kl. 15.21 efter endt grundlovsforhør

HOBRO:Natten mellem mandag og tirsdag i denne uge var der indbrud på Hobro Postkontor i Adelgade. Men i går kunne politiet anholde en lokal mand i 30’erne, der torsdag er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indbrud.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er særdeles godt kendt af politiet, da han for nyligt blev løsladt efter at have begået lignende kriminalitet.

Ved indbruddet på Hobro Postkontor blev der stjålet flere forsendelser, mobiltelefoner og kontorudstyr, men man kunne ikke konstatere, hvordan det var lykkedes for gerningsmanden at komme ind.

Politiet indledte dog en efterforskning, og det førte onsdag til nye oplysninger. At tyvekosterne kunne befinde sig i en villa et sted i Hobro.

Derfor rykkede politiet ud til villaen, hvor man traf den lokale mand i 30'erne.

- Ved den efterfølgende ransagning af villaen blev samtlige tyvekoster fra indbruddet fundet, og vi fandt også en del receptpligtig medicin, siger efterforskningslederen ved Nordjyllands Politi Mikkel Brügmann i pressemeddelelsen fra politiet.

Med et indbrud begået sammen aften er det politiets opfattelse, at han formentlig ville fortsætte sin kriminelle løbebane.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.