Ofrer du dine ambitioner?

VOKSENLIV:Overgangen til voksenlivet slår aktivt ungdommens ambitioner ihjel.

Jeg lever. For hvad? For en monoton hverdag, styret af andres validering og kampen om høje karakterer? En identitet bygget op om umulige krav og forventninger, hvor vi forsøger at leve op til de normer, samfundet og de voksne har lært os?

VI VIL gerne være det, vi får at vide, vi skal og bør være.

Derfor vælger vi nogle gange roller, som de voksne anerkender og foretrækker, hvor de ambitioner, vi havde som børn, for længst er blevet forkastet. Så jeg lever for kedsomheden. Men det gør du også - gør du ikke?

VI LÆRER børn, at de kan blive lige det, de drømmer om. Misforstå mig ikke, det skal vi blive ved med at lære dem. Det er sådan, vi skaber ambitiøse individer.

Dilemmaet kommer først, når de fantasifulde børn bliver store og starter i skole. Skolen bliver sam-mødet mellem et drømmende individ og en læringsstruktur, som ikke inviterer til leg på samme måde, som børnehaven og vuggestuen gjorde.

I SKOLEN bliver børnene opdraget i en anden kultur, hvor der ikke er plads til deres egen fortælling, men de bliver formet til at passe ind i et system: Børnene bliver en del af noget større, det øjeblik, de som 0.klasses-elever en sommerdag i august træder ind ad en stor dør i en rød murstensbygning. En del af et samfund, der allerede har en kasse til børnene. Og det er sjældent den, de har gået og drømt om.

BØRN BLIVER ikke ved med at være børn.

En dag vokser børnene op og indser, at verden ikke er så rosenrød, som de har lært.

Barndomsdrømmene forsvinder, og ungdommens nye ambitioner begynder så småt at bane sig vej og forme os til individer. Det samme gør den strenge vælg-din-egen-livsvej kultur, hvor vi bliver presset til at træffe et valg uden de rette midler til at gøre det. Og det bliver særligt usundt, når vi skal vælge vores vej efter ungdomsuddannelserne, for både samfundet, men også vores egne forventninger, presser på.

SOM UNGE lærer vi, at vi kun er det værd, vi foretager os. Det øjeblik, vi bevæger os i en anden retning end normen, vender de voksne blikket væk, og nægter at anerkende den skæbnesti, vi drømmer om. Og når de voksne ikke anerkender os som individer, begynder de andre unge at efterligne eksklusionen.

NÅR DE mennesker, vi spejler os i, ikke længere validerer og anerkender vores ambitioner, kommer vi til at tvivle på vores egne valg. Vi ender med selv at bidrage til den usunde kultur, hvor unges ambitioner ikke længere har en stemme. Vi, som unge, er ikke mindre et problem, end de voksne og samfundet er. Vi har ikke lært bedre. Vi er ikke nok i os selv, for vi er ved at genbygge den stensikre identitet, vi mistede i overgangen til voksenlivet. Vi er ved at finde os selv på ny i en verden, hvor vores egne ambitioner ikke kan være en del af den voksne identitet, vi skal opbygge.

SANGEN "Grib mig, hvis jeg falder" fra bandet Kalaset synliggører, hvordan vi unge oplever overgangen fra barn til voksen:

Sangen "Grib mig, hvis jeg falder" fra bandet Kalaset synliggører, hvordan vi unge oplever overgangen fra barn til voksen

”For det føles lidt for ungt til at være bange for at falde ned, men også lidt for gammelt til at ha’ nettet spændt under mig. Mit næste sats sku’ bli’ det allersmukkeste spring, men også sagtens være grunden til, jeg aldrig danser igen.”

DEN fremmede overgang til voksenlivet er pludseligt en ny, konform kasse, som vi falder ned i.

Men når unge falder ned i en kategori, som samfundet endnu ikke arbejder med, bliver det en kæmpe ressource at prøve at gribe dem.

I stedet for at mødes på en fælles bro mellem ungdommen og voksenlivet, stiller de voksne sig frem og definerer de unges virkelighed og fremtid, som sjældent er styret af de enkeltes drømme. Men hvorfor ikke?

AMBITIONER er én af de ting, der former os som mennesker og gør os til dem, vi er.

Alligevel oplever jeg, at den ungdom, jeg er en del af, hver dag aktivt fravælger deres egne ambitioner for at tilpasse sig samfundet. Meget handler om den indflydelse, de voksne i vores hverdag har.

HVIS DE  voksne fravælger deres egne ambitioner for at tilgodese den velkendte, monotone hverdag, smitter det i sidste ende af på de børn og unge, der er omkring dem, for gennem deres handlinger viser de dén sti. Unge kæmper for en stemme, et valg, i deres egen fremtid, gennem ord, kunst og oprør, der siger “Her er jeg. Se mig. Hør mig”. En fremtid som burde være udefinerbar for den ydre verden. Og måske er det løsningen? Måske skal vi tage den kontrol, vi er så bange for at tage. Måske er det i virkeligheden et problem, vi som unge er ene om at løse.

ER DET så virkeligt værd at ofre sine ambitioner for verden?

Nej. Ambitioner er en drivkraft på mange måder. Men det er faktisk, i grove træk, et mindset, som får dig til at handle ud fra det, du går og drømmer om.

Hvis du ofrer alle dine ambitioner for at passe ind i puslespillet, der aldrig rigtigt har været dit, ofrer du så også din identitet og selvstændighed i en verden, der konstant kæmper for at tage den fra dig? Verden gør et hæderligt forsøg - har du virkeligt tænkt dig at lade den vinde?

Freya Éowyn K. Chapman omtaler sig selv som spirende kunstner inden for poesiens og penselstrøgenes verden. Hun går på den internationale, gymnasiale uddannelse IB, hvor hun specialiserer mig i litteratur og visuel kunst, sekundært psykologi og biologi. Hun er lige fyldt 18 år og er ved at finde sin plads i en tumultarisk verden, hvor forventninger om voksenlivet er i konstant turbulens med drømme om kunst. I mellemtiden bruger hun sin fritid på at bidrage til fællesskaber og projekter, der kæmper for at gøre en forskel i verden. E-mailadresse: freya.e.chapman@icloud.com. - Næste mandag langer hun Stafetten videre til Mathias Oliver Christensen, 29 år og "landet på pædagogikkens sti".