Opera som aktiv dødshjælp

Det er en joke, tænkte jeg, da jeg hørte overskriften nævnt på redaktionen. Opera som aktiv dødshjælp. Bevares, onde tunger kunne sagtens påstå, at opera ville kunne fungere som sådan. Fire timers skrigeri på skingert italiensk - vi er vel tæt på definitionen på en nærdødsoplevelse.

Alle, der har overværet en opera, har vel haft følelsen af, at det her var noget, der trak unødigt ud. Stillet spørgsmål som: Hvor meget man skal lide undervejs? Er det overhovedet humant? Hvordan har de udførende det med det? Kan vi rent etisk forsvare, at staten støtter den slags?

Det kan også give én lyst til at gribe ind. At gøre noget aktivt for at stoppe pinen. Rive plasteret af - eller måske nærmere sætte det på.

Jeg havde naturligvis ikke hørt ordentligt efter - altså ikke i operaen, men på redaktionen. Det viste, at der var kommet et ’s’ ind i sætningen, som ikke skulle være der. Det var ikke ’Opera som aktiv dødshjælp’, men ’Opera om aktiv dødshjælp’.

Baggrunden er en ny operaforestilling med udgangspunkt i den tidligere læge Svend Lings' selvmordsvejledning, som får premiere på Operaen i København til maj.

Og selvom det unægtelig ændrer lidt på ovenstående gennemgang, er dilemmaerne nærmest de samme: Hvor meget man skal lide undervejs? Er det overhovedet humant? Hvordan har de udførende det med det? Kan vi rent etisk forsvare, at staten støtter den slags?

Et ekstra spørgsmål kan være: Er det en god ide at bruge en etisk problematik til at sælge opera-billetter?

Modsvaret kan være, at kunsten netop skal kunne tage fat, hvor det gør ondt og hvor tabuer brydes op. Om denne opera så gør dette - eller bare gør ondt - må være op til tilskuerne.

Forestillingen er skrevet af komponist Louise Alenius, som selv siger om operaen: ”Kunsten skal helst påvirke folk, og det håber jeg også, at min opera gør. Selvfølgelig håber man aldrig, at folk vil tage deres eget liv, efter at de har oplevet noget, man laver.” Nej, altså måske bortset fra Svend Ling.

Medlem af Det Etiske Råd Morten Bangsgaard er ikke imponeret. Overfor Kristeligt Dagblad påpeger han det problematiske i at promovere aktiv dødshjælp og kalder forestillingen ”en gråzone, som kræver et særligt kritisk blik”. Det var vel egentligt også på tide, at Det Etiske Råd forholder sig kritisk til opera …

Opera er følelser, dilemmaer, drama, og den er højstemt. Derfor matcher den måske debatten om aktiv dødshjælp så godt.

Aktiv dødshjælp er under alle omstændigheder en debat, der ikke er ovre før den BMI-diverse dame synger. Joke eller ej.