RV21 Nordjylland

Opsigtsvækkende sejr til Mads Duedahl: Her er årsagen til magtskiftet

Analyse: Her er regionsrådsvalgets største tabere og vindere - og tungen på vægtskålen

Smilet var stort hos de borgerlige partier. Foto: Martel Andersen

Smilet var stort hos de borgerlige partier. Foto: Martel Andersen

De færreste havde set det komme, og afgørelsen kom nervepirrende sent ud på valgnatten: Mads Duedahl (V) endte som formand i det nordjyske regionsråd efter et meget tæt valg, som så til sidst faldt ud til blå bloks fordel. Dermed står Region Nordjylland for den største overraskelse hvad angår regionsrådsvalget. Mads Duedahl fik opbakning fra Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

- En historisk dag, kaldte hovedpersonen selv sejren, og det må man give ham ret i.

For det er opsigtsvækkende, at vi nu har en formand fra Venstre i regionsrådet. Siden 1978 har Socialdemokratiet haft magten i Nordjylland - først i amtsrådet senere i regionsrådet.

Det lykkedes Venstre at holde fast i deres 11 mandater, men det er i høj grad Det Konservative Folkepartis fremgang, der sikrer formandsskiftet. Det Konservative Folkeparti - med Per Larsen i spidsen - fik syv mandater, hvilket er en fremgang på tre mandater.

Der er flere forklaringer på Det Konservative Folkepartis fremgang. En del kan formentligt tilskrives partiets spidskandidat Per Larsen. De personlige stemmetal til regionen er ikke opgjort endnu, men Per Larsen har markeret sig - især i minkdebatten, men også i debatten om coronahåndteringen. Han har været meget synlig i både regionale og landsdækkende medier. Derudover har de landspolitiske valgvinde også slået igennem, da Det Konservative Folkeparti er gået frem i næsten hele landet.

Resultatet til regionsrådsvalget i Nordjylland

Socialdemokratiet er fortsat det største parti, selvom partiet mister tre mandater. Formandsposten er et stort tab for partiet - og allerede tirsdag nat lød det fra Ulla Astman, at hun fortsætter i regionsrådet, men at det bliver fra bagerste række, og at hun ikke vil være partiets spidskandidat om fire år.

Hvis man udelukkende kigger på fordelingen af stemmer, er det Dansk Folkeparti, der er den største taber til det nordjyske regionsrådsvalg. Partiet mistede tre af deres i alt fire mandater. Resultatet her er heller ikke enestående, for DF står til en markant tilbagegang mange steder i landet. Nye Borgerlige kommer i regionsrådet med to mandater. Det kan være nogle af de tidligere DF-stemmer, der er havnet på Nye Borgerlige.

Dansk Folkeparti formåede dog alligevel at piske lidt til stemningen i regionshuset natten til onsdag. DF stod med det ene mandat, der kunne tippe flertallet - og da forhandlingerne for alvor var i gang, var der hvisken i krogene om, hvorvidt DF mon kunne finde på at melde sig på banen i den røde blok. Det udviklede sig aldrig videre, men det er da bemærkelsesværdigt, at Dansk Folkeparti alligevel forsøgte sig med at udnytte den trods alt beskedne - men dog afgørende - magt, de har tilbage i Nordjylland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.