Pas på politikerleden

”Med lyst og mod til at møde den ny verden, der står foran os, men naturligvis også iblandet vemod, har jeg her til nytår besluttet at sætte mig selv fri og melde mig ud af Venstre efter 40 års medlemskab”.

Sansen for knivskarp timing fejler ikke noget hos den tidligere amtsborgmester, den tidligere finansminister, den tidligere indenrigs- og sundhedsminister, den tidligere statsminister - og nu åbenbart også det tidligere medlem af partiet Venstre, Lars Løkke Rasmussen.

Mindre end fem timer inden den nuværende statsministers nytårstale har den forrige meddelt den undrende befolkning, at det omsider er forbi mellem ham og Venstre (på hans initiativ) - med den opmærksomhed, som det nærmest helt af sig selv giver på en meget stille nytårsdag.

Alene takket være 40.745 personlige stemmer ved det seneste folketingsvalg for halvandet år siden kan Lars Løkke Rasmussen tillade sig at konkludere: ”Jeg er i kraft af mit personlige stemmetal valgt i egen ret og nedlægger derfor ikke mit folketingsmandat”.

I stedet for at træffe en håndfast beslutning om, hvad han så gør nu og hvor han går hen - og sammen med hvem - ønsker han tydeligvis at dele samtlige mellemregninger med (må han jo tro) tålmodige vælgere.

Med Lars Løkke Rasmussen er Folketinget nu oppe på ikke færre end seks løsgængere. Det svarer til lidt over tre procent af stemmerne.

Udover Løkke drejer det sig om Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique med fortid i Elbæks egen opfindelse Alternativet (og med visse ideer om og planer for Frie Grønne), Simon Emil Ammitzbøll-Bille med fortid i Liberal Alliance (og med kuldsejlede drømme om Fremad) og Orla Østerby med fortid hos De Konservative.

På den ene side kan folketingsmedlemmer gøre lige nøjagtigt, hvad der passer dem, i samme øjeblik de har vælgernes stemmer. For ifølge grundlovens §56 er folketingsmedlemmerne ”ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

På den anden side kan man som vælger næppe helt frigøre sig for tanken om, at éns stemme er gået tabt, fordi et folketingsmedlem har kastet sig over et andet projekt end det ventede/ønskede/lovede.

Specielt gennem den seneste snes år er jobbet som folkevalgt blevet så lukrativt - med stadig mere favorable løn- og pensionsvilkår, der sjældent flugter med, hvad de samme politikere tiltænker befolkningen - at der i udpræget grad er økonomisk fordel ved at blive hængende tiden ud. Også selv om man måske strengt taget ikke har meget mere at byde på. Og da slet ikke som løsgænger.

At folketingsmedlemmer vælger at blive hængende efter ”sidste salgsdato” kan meget nemt risikere at nære en ulmende politikerlede.