40 drak af slush ice med kølemiddel - instruksen er helt klar
- Vi kigger selvfølgelig vores procedurer igennem en ekstra gang, siger direktør
Opdateret kl. 20:41
Et piratshow i Jesperhus Blosterpark tirsdag eftermiddag endte som alt andet end en sjov oplevelse for et ukendt antal børn.
I forbindelse med showet blev der nemlig serveret blå slush ice til tilskuerne.
Det skulle dog vise sig, at drikkens blå farve ikke var smagen af blåbær eller vindruer. Den stammede derimod fra fortyndet kølevæske, der anvendes i fødevareindustrien.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X.
Tirsdag kort før kl. 16.30 oplyser vagtchef Rasmus Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at deres indsats i blomsterparken er afsluttet.
Han oplyser desuden, at 40 deltagere i piratshowet har drukket slush ice med det fortyndede kølemiddel. Ingen af dem er kommet på sygehuset, forklarer vagtchefen.
- Vejledningen er, at hvis de indenfor de næste 12 timer - regnet fra kl. 11.30 - får kvalme eller andet ubehag, så skal de søge egen læge eller tage til vagtlægen. De skal ikke reagerer ved at ringe 112, for det er mængden alt for lille til, fastslår vagtchefen.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog alarmopkaldet fra Jesperhus kl. 12.58.
- Da personalet møder ind inden showet, vil personalet påfylde noget mere slush ice. Der står en dunk ved siden af slush ice-maskinen, der er blå, og der mangler blå slush ice. Så der hælder man det (kølemiddel, red.) på automaten, fortæller Andreas Andersen, som var vagtchef, da anmeldelsen kom.
- Det viser sig så, at det i virkeligheden var kølemiddel, der skulle hældes på til at køle slush icen, tilføjer han.
Fejlen blev opdaget, fordi flere brokkede sig over, at den blå drik smagte grimt. Showet blev derfor afbrudt, og tilskuerne blev vejledt til at stoppe med at drikke.
En læge og ambulance blev også kaldt til blomsterparken i Nykøbing.
- Da showet er helt slut til sidst, går lægen på scenen, og så vejleder han dem alle sammen, og snakker med dem, siger vagtchefen.
Direktør: Forveksling
Henrik Munksgaard, direktør for Jesperhus Blomsterpark, siger til dr.dk, at det var en forveksling, der var skyld i, at der blev serveret slush ice med et andet indhold end det normale i.
Det fortyndede kølemiddel var blevet anvendt kort før starten på piratshowet. Flasken var derefter ikke blevet stillet væk, og en medarbejder forvekslede flasken med væsken med koncentreret saft, hvorefter det blev blandet op med vand og serveret.
Til dr.dk siger Henrik Munksgaard, at både Giftlinjen og læger hurtigt blev kontaktet - og at beskeden herfra var, at uheldet ikke udgør en sundhedsrisiko, fordi det var små mængder.
Da uheldet stod klart, valgte flere forældre selv at køre deres børn på skadestuen. Ferieparken gennemgår nu sine procedurer.
- Vi kigger selvfølgelig vores procedurer igennem en ekstra gang for at være helt sikre på, at det aldrig kan ske igen det her, siger den administrerende direktør.
Giftlinjen: Ikke livstruende
Giftlinjen bekræfter at have rådgivet Jesperhus Feriepark, og at de blå drinks ikke er livstruende. Dog skal man selvfølgelig søge læge, hvis man har symptomer på sygdom eller forgiftelse, lyder det.
Arbejdstilsynet er orienteret, men lige nu tyder alt på, at der er tale om et ærgerligt uheld.
- Men vi undersøger det selvfølgelig nærmere, siger vagtchef Andreas Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.