Politikere er vrede og taler om skandale: Vi må til bunds i sagen om cluster 5
Regeringen gjorde cluster 5 til hovedargument for aflivning af mink og nedlukning af syv nordjyske kommuner. Det kostede skatteydere og virksomheder 25 milliarder kroner. Nye oplysninger sår tvivl om grundlaget.
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:23
Nogen må forklare begrundelsen for en beslutning, der har kostet skatteyderne og det nordjyske erhvervsliv i alt 25 milliarder kroner.
2. november 2020 bad den radikale sundhedsordfører Stinus Lindgreen regeringen om at få lov til at se de data, der to dage senere skulle blive grundlaget for at aflive alle mink i Danmark og lukke syv kommuner i Nordjylland. Men på et møde i Folketingets Sundhedsudvalg med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lød svaret ifølge Stinus Lindgreen, at dataene ikke var klar til at blive udleveret.
Men det var de.
Berlingske kunne fredag i denne uge fremlægge et dokument dateret 2. november 2020, og i notatet beskriver Statens Serum Institut netop de data, som blev efterspurgt af Folketinget, og som blev hovedargumentet, da Magnus Heunicke og statsminister Mette Frederiksen med støtte fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen på et pressemøde 4. november 2020 orienterede om de nu danmarkshistoriske beslutninger.
- Jeg blev jo misinformeret, og det er jeg virkelig vred over, sagde Stinus Lindgreen i fredags.
Den konservative sundhedsordfører Per Larsen, valgt i Nordjylland, sagde lørdag:
- Det er skandaløst ud over alle grænser. Det er så katastrofalt, at man ikke sørger for at få data offentliggjort, når beslutningen, der træffes på baggrund af dem, får så fatale konsekvenser.
Magnus Heunicke er kaldt i samråd for at forklare sig, men det er slet ikke nok. Folketingets udvalg for forretningsorden må – som tidligere efterlyst af NORDJYSKE – iværksætte en advokatundersøgelse af det videnskabelige grundlag for beslutningen om at aflive alle mink i Danmark og nedlukke syv nordjyske kommuner. For der er stadig ubesvarede spørgsmål i forløbet, som regeringen tilsyneladende ikke frivilligt vil svare på.
Vi ved, at Statens Serum Institut i dagene og ugerne op til pressemødet 4. november 2020 var bekymret for, om en kommende vaccine ville virke imod mink-mutationer. Bekymringen blev forstærket af prøver med den såkaldte cluster 5-variant, og det var de data, som blev beskrevet i notatet fra 2. november.
Vi ved, at instituttet sendte dataene til Københavns Universitet 2. november 2020 for at få en ekstern vurdering, og at der kom svar 6. november 2020: Universitetets forskere kunne ikke bekræfte, at der var en risiko i forhold til en kommende vaccine.
Vi ved også, at andre danske og internationale forskere fra bl.a. WHO og EU allerede i dagene efter 4. november 2020 underkendte vurderingen fra Statens Serum Institut.
Vi ved tilmed, at cluster 5 ikke var og er set nogen steder siden august/september. Den var formentlig uddød, allerede da regeringen traf sin beslutning.
Men vi ved ikke det vigtigste.
Hvorfor besluttede regeringen at aflive alle mink og nedlukke de nordjyske kommuner, inden den havde modtaget en second opinion fra Københavns Universitet eller andre eksterne eksperter? Hvorfor var der ikke tålmodighed til at vente bare to dage mere, når smittespredningen i og fra minkfarme havde stået på i månedsvis? Med vurderingen fra Københavns Universitet ville regeringen have haft et langt mere solidt og nuanceret beslutningsgrundlag.
Ikke nok med det, for hvem i og omkring regeringen besluttede, at det ikke var nok at orientere befolkningen om beslutningerne, men at befolkningen skulle skræmmes med et scenarie, der gjorde Nordjylland til et potentielt arnested for en ny global pandemi, altså et nyt Wuhan? Hvem fik den ubeskriveligt dårlige og usmagelige idé? Skrækscenariet gik verden rundt, gav Danmarks omdømme ridser i lakken, stigmatiserede en landsdel, har kostet det nordjyske erhvervsliv seks milliarder kroner og vil i de kommende år koste yderligere cirka 19 milliarder kroner i kompensation til nu forhenværende minkavlere.
Vi må ikke ignorere disse spørgsmål. Det var regeringen, der gjorde cluster 5 til argumentet for aflivning og nedlukning. Cluster 5 var ”det centrale”, som sundhedsministeren sagde på pressemødet 4. november 2020. Nu må regeringen stå på mål for en af sine mest vidtrækkende beslutninger under corona-pandemien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.