Politikontrol: Så mange kørte for stærkt ved nordjyske skoler

Mange bilister overholder ikke fartgrænsen, viser kontrol-uge

Mange bilister kører for stærkt ved skolerne, viser kontrol i Nordjylland. Foto: Peter Broen

Mange bilister kører for stærkt ved skolerne, viser kontrol i Nordjylland. Foto: Peter Broen

NORDJYLLAND:Mange bilister kører for stærkt ved skolerne og udsætter derfor skolebørnene for ekstra fare.

Det viser særlige kontroller, som politiet gennemførte landet over i forrige uge.

I Nordjylland blev 102 bilister taget i at køre for stærkt ved skoler, oplyser politikommissær Jan Stagsted fra færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi.

- Hastigheden er det største problem, siger han om resultatet af kontrollerne.

Men ikke eneste problem. I Nordjylland afslørede den særlige kontrol ved skolerne også fem bilister, der talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen, mens to bilister ikke havde spændt sikkerhedsselen på børnene i bilen. Der var også fem andre sager, hvor personer i bilerne ikke brugte sikkerhedssele under kørslen.

Desuden konstaterede politiet, at nogle forældre holder ulovligt, når de skal aflevere børn ved skolerne. I nogle tilfælde kører bilister ind på veje, hvor man ikke må køre ind, når børnene skal i skole, og det kan skabe farlige situationer.

- Man skal komme i god tid, så man kan nå at parkere bilen lovligt, når børnene skal i skole, påpeger Jan Stagsted

Den er heller ikke helt god med cyklisterne. Kontrollerne i Nordjylland afslørede 14 cyklister, som ikke havde lys på cyklen, selv om det var mørkt. Også børn under 15 år cyklede uden tændte lygter, og derfor får deres forældre nu en såkaldt "bekymringsskrivelse" fra politiet.

4000 trafikforseelser ved skoleveje

5.-10. januar 2020 gennemførte politiet målrettede indsatser ved skoleveje landet over. Ved kontrollerne blev der samlet konstateret lidt over 4.000 forseelser, heraf:

- 2.694 hastighedsovertrædelser af den generelle hastighed i byerne, og 628 overtrædelser af den skiltede hastighed.

- 44 voksne benyttede ikke sikkerhedssele, og i 36 tilfælde var børnene ikke fastspændt.

- 23 benyttede håndholdt mobiltelefon under kørslen.

- 85 havde mangelfuld eller forkert lygteføring.

Dertil kommer ulovlig parkering, manglende respekt for skiltning ved skoler, cyklister på fortove eller modsat kørselsretning på cykelstien.

Kilde: Rigspolitiet

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.