Coronavirus

Ny sommerhjælpepakke: Milliarder skal sætte gang i turismen og kulturlivet

Der er økonomisk hjælp på vej til den danske turisme-, kultur- og transportsektor efter ny aftale.

Der er 295 millioner kroner på vej til den danske turismesektor, efter at et flertal af Folketingets partier tidligt onsdag er blevet enige om en ny sommer- og erhvervspakke på 1,65 milliarder kroner.

Der er 295 millioner kroner på vej til den danske turismesektor, efter at et flertal af Folketingets partier tidligt onsdag er blevet enige om en ny sommer- og erhvervspakke på 1,65 milliarder kroner.

NORDJYLLAND:Et bredt politisk flertal er tidligt onsdag morgen blevet enige om en sommer- og erhvervspakke på 1,65 milliarder kroner, der skal hjælpe særligt udsatte brancher i gang efter måneders nedlukninger.

Det oplyser Finansministeriet på sin hjemmeside.

Derfor er der blandt andet økonomisk hjælp på vej til det hårdt prøvede turismeerhverv.

Som en del af pakken vil det også blive billigere at rejse indenrigs i løbet af sommeren, mens også det danske kulturliv kan se frem til en økonomisk indsprøjtning.

I pakken afsættes der blandt andet 295 millioner kroner i 2021 til turismesektoren. Pengene skal særligt fokuseres omkring de større byer.

Der afsættes også 110 millioner kroner til at gøre indenrigsrejser billigere i sommerperioden. Det er væsentligt mindre end de 205 millioner, som regeringen indledningsvist havde foreslået.

Den nærmere udmøntning af pengene vil blive drøftet mellem partierne på et senere tidspunkt på baggrund af et oplæg fra regeringen, står der i aftaleteksten.

- Med aftalen giver vi de mest trængte brancher en særlig hånd, så de kan komme bedst muligt tilbage.

- Samtidig har vi et ekstra fokus på de mange børn og ældre, der har betalt en høj pris, mens samfundet har været lukket, og som vi nu giver mulighed for at få en god sommer med nye oplevelser, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en udtalelse.

Regeringen og aftalepartierne er også enige om at styrke indsatsen for kultur-, idræts- og foreningslivet med 330 millioner.

Her skal pengene især fokuseres på at skabe gode kulturoplevelser og sommerarrangementer for børn og unge ifølge partierne.

Der afsættes også 165 millioner kroner til at gøre en særlig indsats for sårbare, mennesker med handicap, børn og unge samt ældres trivsel. Det er 65 millioner mere, end regeringen havde lagt op til før forhandlingerne.

Aftalepartierne har også afsat en ramme på 400 millioner til at understøtte udsatte brancher som messer, konferencer, hoteller og luftfart, i takt med at de generelle hjælpepakker ophører per 1. juli.

Onsdagens aftale er blevet indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.