Kongehuset

Prins Joachim: Marie reddede mit liv

Prinsessen reagerede hurtigt, da prins Joachim blev ramt af en blodprop i hjernen

I et interview fortæller prins Joachim, at prinsesse Marie gik i soldatermode, da han blev ramt af en blodprop sidste sommer.

I et interview fortæller prins Joachim, at prinsesse Marie gik i soldatermode, da han blev ramt af en blodprop sidste sommer.

Da prins Joachim i juli sidste år blev ramt af en blodprop i hjernen, var det takket være prinsesse Marie, at han overlevede.

I et interview med Hjernesagen fortæller han om hendes hurtige reaktion, da han pludselig under en familiemiddag i Cahors i Sydfrankrig begynder at tale mærkeligt.

Da han vågner næste dag på hospitalet, står hun ved siden af ham:

- Det var et meget specielt øjeblik, for selv om jeg ikke helt havde forstået, hvad der var fat, så var jeg godt klar over, at jeg havde bevæget mig på en knivsæg.

- Det første, jeg sagde til hende, var:

- Du har reddet mit liv. Jeg var ufatteligt heldig.

Heldig overhovedet at være i live, men også heldig med at have Marie ved sin side i hele forløbet.

- Hun var fantastisk. Hun gik i soldatermode, siger han til bladet.

Det er første gang, parret fortæller, hvad der skete den sommeraften, hvor de sammen med deres to børn, Henrik og Athena, var til middag hos prins Joachims kusine fem minutters kørsel fra dronningens slot, Chateau de Cayx.

Under middagen bemærker prinsesse Marie hurtigt, at noget er forkert ved prins Joachims måde at tale på.

- Jeg kan høre, at han ligesom vrøvler. Og når man kender min mand og ved, hvordan han taler og formulerer sig, så ved man, at det er helt usædvanligt.

- Jeg vidste med det samme, at der var noget alvorlig galt med hans hjerne. Jeg kunne se hans ansigtslammelse. Det var – det var meget, meget forfærdeligt. Det er billeder, som for altid er i mit hoved, fortæller hun.

Ambulancen kører først prinsen til det nærliggende hospital i Cahors, men det har ikke kapacitet til at behandle ham, så han overflyttes til et større i Toulouse.

Her foretager lægerne en såkaldt trombektomi, hvor den 13 millimeter lange blodprop trækkes ud.

- Det var så tæt på en tragedie, som kunne have ændret vores liv for evigt. Vi er meget taknemmelige for at være sammen i dag, fortæller prinsesse Marie.

Undervejs er hun mest af alt bange for at miste ham som person, mens hans fysiske lammelse bekymrer hende mindre.

- Det var vigtigt at redde hans hjerne. Hans evne til at tale og tænke, siger hun.

I dag er parrets hverdag tilbage i Paris, hvor prins Joachim arbejder som forsvarsattaché på den danske ambassade.

Han har ingen mén af ulykken, men der har været mange tanker, og nogle af dem er tilbagevendende, fortæller han.

- Der er ting fra barndommen, ungdommen og oplevelser, som kommer tilbage i et nyt skær, fordi det nu har bundfældet sig på en anden måde.

I første omgang er det planen, at prins Joachim skal være forsvarsattaché i tre år. Med mulighed for forlængelse.

Blodprop og blødning i hjernen

12.000 i Danmark bliver hvert år ramt af en blødning eller blodprop i hjernen. Det går under den fælles betegnelse apopleksi.

70 procent af de ramte er over 65 år, og lidt over halvdelen er mænd.

85 procent af tilfældene skyldes blodprop, mens 15 procent er blødninger i hjernen.

Dødeligheden inden for de første 30 dage efter en blodprop eller blødning i hjernen er 14 procent. Det svarer cirka til hver syvende.

Halvdelen af de ramte får varige mén, og hver fjerde er afhængig af andres hjælp i det daglige.

Kilde: Hjernesagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.