Razala blev udvist som 10-årig efter flere år i Nordjylland: Her er hun i dag
10-årige Razala elskede sit liv i Nordjylland, men familien blev udvist i 2005. Hvor forsvandt de hen? Se den rørende video med den seje lille pige, der gik i kødet på daværende integrationsminister Bertel Haarder (V)
Som 10-årig kæmpede Razala Karim forgæves for at få lov at blive i Danmark - 15 år efter drømmer hun stadig om sit "gamle land". NORDJYSKE har fundet den nu voksne kvinde. Arkivfoto: Jan Sørensen
Ti-årige Razala Karim elskede sit liv i Danmark. Hendes største ønske var at kunne blive her for altid.
Da NORDJYSKE mødte pigen i 2004, levede hun et liv som de fleste danske børn. Håndboldkampe, lektier, leg, børnefødselsdage - og en pokal for sin 2. plads i traktorræs ved byfesten i Tranum. Den eneste - men afgørende - forskel var, at hun havde adresse på Brovst Asylcenter på Vestkystvejen i Tranum.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Hendes ubekymrede liv med kammeraterne i Brovst fik en brat ende, da familien i 2005 fik endeligt afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. De skulle rejse ud af Danmark.
Ghazal husker tydeligt den dag, hvor familien fik besked om at de skulle rejse ud af Danmark. - Mit hjerte blev knust den dag. Arkivfoto: Jan Sørensen
Den nu voksne kvinde husker tydeligt den dag, hvor hendes verden brød sammen. Hun kom glad hjem til familiens hus på asylcentret sammen med en veninde, efter de havde været til fødselsdagsfest hos en kammerat. Her ventede den besked, som den lille pige havde frygtet:
"Hjertet mitt knuste"
- Det var der, jeg fik at vide, at vi ikke måtte blive i Danmark. Det var som om, at min verden faldt sammen, husker den nu 25-årige kvinde tydeligt.
"Hjertet mitt knuste der og da", som hun udtrykker det på klingende norsk. For norsk er blevet familien Karims nye modersmål og Norge deres nye hjemland. Men Razala føler stadig at Danmark er "hendes" land.
- Giv mig en måned i Danmark så snakker jeg flydende dansk igen, lyder det med et smil, efter NORDJYSKE har fundet frem til hende, for at høre, hvordan det siden gik familien.
"Hjertet mitt knuste der og da" lyder det fra den nu 25-årige kvinde, der sammen med den øvrige familie fik opholdstilladelse i Norge. Privatfoto
Det er tydeligt, at årene i Danmark stadig sidder dybt i den unge kvinde, der nu er gift og bor i en lille bygd nord for Oslo.
- En meget stor del af mit hjerte er stadig i Danmark, og jeg tænker ofte på, hvordan mit liv ville have været i dag, hvis vi havde fået lov at blive. Alt havde været så anderledes.
- Sådan har mine brødre det også, kommer det fra Ghazal, som hun egentlig hedder. I Danmark blev hun kaldt Razala - med et ekstra "a" for at lette udtalen. I Norge har hun taget sit oprindelige navn tilbage, Ghazal, men nordmændene kalder hende Ghazal.
De fire Karim-søskende: Suzan, Sohrab, Ghazal og Siawash. Privatfoto
De senere år har hun arbejdet i Norges største lufthavn, Olso Gardermoen, hvor hun er kontrollør i sikkerhedsfirmaet Nokas Aviation.
Men tankerne flyver ofte til Danmark.
Født i Pakistan
Ingen af familiens fire børn har nogensinde været i Afghanistan, som er begge forældrenes hjemland.
Hendes far, Tawab Karim, arbejdede i mange år for det afghanske udenrigsministerium og taler fem sprog. Han flygtede fra sit hjemland, da han følte sig truet af politiske modstandere og har undervejs boet i Iran og Pakistan.
Ghazals far, Tawab Karim, på asylcentret i Brovst i 2005, hvor han en overgang var formand for beboerrådet. Foto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg
Ghazal er født i Pakistan, hendes storebrødre Sohrab og Siawash i Iran, mens lillesøster Suzan kom til verden i Danmark.
Efter familien havde boet nogle år i Iran og Pakistan, voksede Talebans indflydelse også der, og Ghazals far flygtede videre med sin familie til Danmark i 2000.
- Rejsen til Danmark var ikke let, og vi har set og oplevet ting, som børn ikke bør udsættes for, lyder det fra Ghazal.
Glæder og sorger
Årene på asylcentret i Brovst var nok mere vanskelige for forældrene end for børnene, vurderer hun. Pladsen var trang og bekymringerne mange.
- Men vi var sammen, og det var nok det, der fik os til at udholde det, mener Ghazal.
- Jeg husker tydeligt alle de glæder og sorger, vi gik igennem som familie, mens vi boede i Brovst. - Alt det jeg foretog mig i min hverdag står helt klar i min erindring, fortæller hun.
- Jeg drømte og håbede, at vi ville få lov til at blive, for det var der, jeg følte, at jeg hørte til.
Se det rørende tv-indslag med ti-årige Razala fra september 2004:
Hverdagen for børnene bød på flere adspredelser og mange glæder. Razala gik til håndbold og deltog i et hav af aktiviteter sammen med sine klassekammerater på Brovst Skole
- Det var fantastisk. Jeg husker, at jeg ikke oplevede mig selv som en flygtning der, jeg var ikke anderledes, og følte mig som en del af klassen. Jeg var dansk - bare med et unikt navn.
Da NORDJYSKE mødte 10-årige Razala i 2004, viste hun os værelset på asylcentret, som hun delte med sin to-årige lillesøster Suzan. Der var både håndboldmedaljer og en pokal fra byfesten i Tranum - hvor hun blev nummer to i traktorræs.
Flygtningecentret i Tranum, januar 2004: Razalas forældre med lillesøsteren Suzan. Foto: Kurt Bering Pressefotograf Kurt Bering
Ghazal Karim husker stadig de fleste kammerater i Nordjylland ganske tydeligt.
- Jeg følte mig meget tilpas i skolen, havde det godt med alle og var meget social.
En dansk pige
- Jeg var en del af dem, en helt almindelig dansk pige. Vi legede sammen, læste lektier sammen og løb ude og legede sammen.
- Hvis jeg havde noget på hjerte, talte jeg åbent om det, og jeg var ikke bange for at sige, hvad jeg mente.
- Og sådan er jeg stadig, smiler hun.
- Det var der, jeg følte, at jeg hørte til, fortæller den nu voksne kvinde Ghazal om tiden i Brovst. Dengang blev hun kaldt Razala. Arkivfoto: Jan Sørensen
I dag har Ghazal kun sporadisk kontakt med enkelte af de gamle klassekammerater på de sociale medier.
Mødte ministeren
Den lille seje og stædige pige på asylcentret i Brovst kæmpede til det sidste, for det liv hun ønskede så inderligt. Hun er nok et af de flygtningebørn, der kom tættest på magtens centrum i sin fortvivlede kamp for et liv i Danmark
Da muligheden opstod, tryglede hun selveste integrationsminister Bertel Haarder (V) om at lade familien få ophold.
10-årige Razala gav sin egen fortolkning af billedet fra integrationsminister Bertel Haarders besøg: - Det er som om han peger og siger: "I skal ud!" - så svarer jeg: "Nej! Vi vil helst blive her"! Hør pigen fortælle sin historie, i videoen her i artiklen. Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl
Ministeren havde nogle måneder tidligere, i januar 2004, besøgt centret i Brovst. I øvrigt for at glæde sig over de gode resultater af den daværende politik der gik ud på at lade asylansøgere være en del af lokalsamfundet, så de lettere kunne integreres, hvis de fik opholdstilladelse. Den praksis blev siden ændret.
Razala Karim viste ministeren rundt, og han sagde venligt, at hun "altid kunne ringe eller skrive" hvis familien fik problemer.
10-årige Razala skrev til Bertel Haarder (V) daværende minister for flygtninge, indvandrere og integration. Hun tryglede om at familien måtte blive i Danmark - men forgæves. Foto: Jan Sørensen
Ni måneder senere syntes Razala bestemt, at hun havde problemer. Situationen strammede til, så hun tog ministeren på ordet og skrev et brev, hvor hun bad om hjælp, og fortalte om familiens håbløse situation.
Der kom da også brev tilbage fra ministeriet, som meddelte, at hendes brev var sendt videre til Udlændingestyrelsen, den instans der allerede én gang havde givet familien afslag.
Og som gjorde det definitivt nogle måneder senere.
Ghazals yngste bror, Siawash, var teenager, da integrationsminister Bertel Haarder (V) besøgte asylcentret i 2004. I dag er Siawash Karim uddannet kok og ansat på Tyrifjord Hotel i Vikersund. Arkivfoto: Grete Dahl
Det var lidt af en tilfældighed, at familien Karim efterfølgende endte i Norge.
Forældrene besluttede at rejse over hals og hoved - dagen inden udvisningen skulle eksekveres. Ellers kunne familien i værste fald være blevet sat på et fly til Kabul i Afghanistan.
Dagen før udvisningen
- Vi var to familier, som skulle udrejse samme dag. Ingen af os ønskede at rejse tilbage til Afghanistan, så vi skulle hurtigt finde en løsning, fortæller hun.
- Vi rejste væk, dagen før de ville komme og hente os. Norge blev vores alternativ, vi sejlede med båd til Sverige og tog bussen videre nordpå, husker hun.
Fik ophold i Norge
Efter ankomsten til Norge boede familien Karim først på et asylcenter ved Oslo. Efter nogle måneder fik familien opholdstilladelse og slog sig ned i den lille bygd Ål. For fire år siden flyttede familie videre til Jevnaker, cirka 75 kilometer nord for Oslo.
Ghazal har ikke nogen forklaring på, hvorfor myndighederne i Norge gav familien opholdstilladelse, når Danmark afviste dem.
- Vi fortalte sandheden om vores baggrund, og fremlagde situationen, nøjagtig som vi havde gjort i Danmark.
- Der var ikke noget anderledes i sagen, men måske så de bare anderledes på vores situation i Norge og kunne se, at vi havde behov for at blive hjulpet, funderer Ghazal.
En hård tid
Efter barndomsårene i Brovst var det ikke let for børn og forældre at finde en normal tilværelse i det nye land.
- Vi måtte begynde forfra fra nul endnu en gang, og der gik mange år før vi kom dertil, hvor vi er i dag, fortæller Ghazal.
Ghazal med sine søskende ved forlovelsesfesten i august 2018. Fra venstre Sohrab, Suzan, Ghazal og Siawash - alle fire er i dag en del af samfundet i Norge, hvor de passer job og studier. Privatfoto
- Det var så anderledes at være i Norge, så forskelligt fra det, vi var vant til. Vi følte os ikke hjemme der - jeg gjorde i hvert fald ikke, fortæller Ghazal, der især husker, at det var hårdt at begynde i en ny skole.
- Jeg kunne kun tale dansk, så det var svært at kommunikere med de andre børn.
Som årene gik gemte Ghazal de dyrebare minder fra tiden i Danmark i sit hjerte.
- Jeg synes, at vi har fået et godt og lykkeligt liv her, men jeg tænker stadig på, hvordan det havde været, hvis vi havde fået lov at blive i Danmark - f.eks. med hensyn til uddannelse og videre studier.
Ghazal fotograferet til sit bryllup i januar. Privatfoto
Efter at være rejst til Norge bevarede familien kontakten til flere af de ansatte på asylcentret i Brovst og har det stadig. To af dem kom endda og besøgte familien i Norge.
Brat overgang
I den lille bygd i Hallingdal hvor familien først boede, var indbyggerne ikke vant til flygtninge.
- Man kunne mærke fra starten, at vi ikke blev betragtet som "en af dem". Det var ikke så meget børnene der havde fordomme - mere de voksne.
- Det tog meget lang tid, før det ændrede sig, men det er blevet bedre nu, og for hver generation, der går, håber jeg det bliver bedre.
Ghazal tilbragte sine teenageår i Norge og er nu gift og har job - men hun har aldrig glemt barndomsårene i Brovst. Privatfoto
Selvom Ghazal aldrig har været bange for at sige, hvad hun mener, er det ikke blevet til et egentligt politisk engagement. Men ofte bliver hun stærkt indigneret over politikerne og bystyrets holdninger.
- I skolen her i Norge var jeg til gengæld en del af elevrådet for hele provinsen, så jeg kunne give en stemme til alle dem, der følte, at de ikke blev taget seriøst.
Fejrer både jul og Eid
Efter Ghazals opfattelse er det ikke så meget anderledes at være muslim i Norge sammenlignet med Danmark.
- Det handler mere om, hvad man gør for at integrere sig som muslim og blive en del af det land, man bor i, lyder det fra Ghazal, der altid har klædt sig som hun vil og aldrig har båret tørklæde.
Ghazal Karim er muslim, men har aldrig båret tørklæde. Hun fejrer både Eid og jul sammen med familien. Privatfoto
- Ikke alle muslimer lever ens, personlig beder jeg ikke fem gange om dagen, men jeg er stadig muslim. Med respekt for alle religioner.
- Jeg fejrer jul, som vi har gjort hele mit liv og jeg fejrer Eid sammen med familie og venner.
Drømmene
I august 2018 blev Ghazal forlovet med tyske Ruin Wahedi.
Parret blev viet ved en lille traditionel ceremoni i Norge i januar i år. Næste sommer holder de en stor bryllupsfest i Tyrkiet for familie og nære venner.
Ghazal med sin mand Ruin Wahedi. Privatfoto
Den 10-årige Razala drømte om at blive læge, men efter at have snuset til sygeplejefaget har hun valgt en anden vej.
Indtil videre arbejder hun i Norges største lufthavn, og en fremtid i en international sammenhæng står øverst på ønskesedlen.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Næste sommer regner hun med at flytte til Tyskland med sin mand.
Livet i Norge
Resten af familien er efterhånden faldet til i Norge
Lettest har det været for Ghazals lillesøster Suzan, der var ganske lille da familien blev udvist.
- Hun har ikke rigtig mærket forskellen, hun var kun fire år, da vi forlod Danmark og kan intet huske derfra.
Ghazal blev gift med tyske Ruin Wahedi i januar i år ved en lille traditionel ceremoni. Fra venstre Ghazals svigerinde Zohal, bror Siawash, lillesøster Suzan, mor Karima, brudeparret Ruin og Ghazal, faderen Tawab og storebror Sohrab. Privatfoto
- Nu er hun vokset op til en skøn ung dame, som lige er fyldt 18 år og er i gang med det sidste år på sin videregående uddannelse, lyder det stolt fra Ghazal.
Hendes to storebrødre var teenagere, da de boede på centret i Nordjylland. De har også fundet deres plads i det norske samfund.
Den ældste Sohrab er i dag 31 år, forlovet og arbejder for firmaet Menzies i Gardermoen Lufthavn. 30-årige Siawash er uddannet kok og ansat på Tyrifjord Hotel i Vikersund.
- Siaeash er gift nu og har en dejlig lille dreng, Elias, på et år, fortæller Ghazal.
Ghazals bror Siawash med sin hustru Zohal og sønnen Elias. Privatfoto
Forældrene tænker ikke længere på Danmark på samme måde som de tre ældste børn.
Ghazals mor Karima er kommet i behandling for den hjertesygdom, der plagede hende i de mange år familien var på flugt, og hun har fået det bedre. Ghazals far Tawab er ansat i det norske udlændingedirektorat og har arbejdet på flere asylcentre.
