Redningsaktion i nat mellem Frederikshavn og Sæby: To mænd på badetur reddet af helikopter

De to badende mænd blev taget af strømmen og ført væk fra båden

Både fra tre redningsstationer samt søværnets støtteskib Esben Snare hjalp sammen med redningshelikopter fra Aalborg med at finde to mænd, der kort før midnat tog en badetur. Arkivfoto: Henrik Bo

Både fra tre redningsstationer samt søværnets støtteskib Esben Snare hjalp sammen med redningshelikopter fra Aalborg med at finde to mænd, der kort før midnat tog en badetur. Arkivfoto: Henrik Bo

SÆBY:Ved midnatstid natten til lørdag valgte to mænd på en sejlbåd udfor Frederikshavn, at tage en svømmetur. Det var tæt på at koste dem livet.

De to mænd var ombord på en sejlbåd med i alt fem mænd, der var sejlet ud fra Frederikshavn. Kort før midnat kaster de anker lidt mere end en kilometer sydøst for Frederikshavn og to af mændene vælger at springe i fra båden for at tage en svømmetur.

- De bliver taget af strømmen og kommer væk fra båden. De kan råbe til dem på båden, men de kan ikke finde ud af at sejle båden. Da de tre på båden kort efter mister kontakten med de to i vandet vælger de derfor at slå alarm, fortæller Klaus Thing Rasmussen, der er vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter.

Han fortæller, at der bliver slået alarm til redningsstationerne i Sæby, Skagen, Østerby på Læsø. Støtteskibet Esben Snare, der var i området, bliver bedt om at sætte kurs mod området og redningshelikopteren fra Aalborg bliver sendt afsted.

Redningsbåden fra Sæby var først fremme ved sejlbåden. De fik sat en strømbøje i, og startede eftersøgningen, men redningshelikopteren fra Aalborg kom hurtigt til.

- Efter lidt søgen i området, får helikopteren - med hjælpe fra det infrarøde kamera - øje på de to i vandet. De bliver begge reddet op. De er i live, men stærkt afkølede og forkomne, så de bliver fløjet til Aalborg Sygehus, fortæller Klaus Thing Rasmussen.

Der blev slået alarm klokken 23.53 og de to mænd bliver observeret på det infrarødekamera i redningshelikopteren klokken 0.20.

- Så de har været i vandet i en halv time til 40 minutter. Det kunne sagtens være gået helt galt, siger den vagthavende officer.

Redningsbåden fra Sæby sørgede for, at sejlbåden og de tre øvrige mænd blev bugseret ind til Sæby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.