Regering har aflyst udflytning

”Reelt fratager vi uddannelsesmuligheder for nogle unge, hvis vi ikke har gymnasier i landdistrikterne.”
Det var ordene fra økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V), da regeringen torsdag præsenterede en såkaldt udkantspakke på i alt 74 millioner kroner til uddannelsestilbud i landdistrikterne som en del af udspillet til finansloven for 2024.
Det har han fuldstændig ret i, og at dømme ud fra de afsatte midler får man næsten lyst til at spørge Ellemann, om det ligefrem er regeringens ønske.
Sandheden er nemlig, at finanslovsudspillet er en katastrofe for elever i de tyndt befolkede områder.
Gennemgår man tallene, lægger regeringen reelt op til at reducere udkantstilskuddet til små gymnasier i Udkantsdanmark med 15,5 millioner kroner.
Det betyder, at 31 små gymnasier, herunder syv i Nordjylland, hver især står til at miste en halv million kroner om året.
Det kan ende med at være katastrofalt for de små gymnasier, der i forvejen er pressede. Ikke mindst kan det føre til, at de unge, som bor i vores landdistrikter, ender med at få rigtig langt til det nærmeste gymnasium. Så gør storbyregeringen det, som Ellemann siger: Den fratager reelt uddannelsesmuligheder for nogle unge.
Regeringen og særligt Venstre forsøger at spinne sig til historien om, at de styrker uddannelsesmulighederne i landdistrikterne. Men det tilskud, de taler om, har i virkeligheden været givet i flere år. Forskellen i år er, at man nu fratager gymnasierne et særligt udkantstilskud på de fornævnte 15,5 millioner kroner.
Det holder simpelthen ikke!
Regeringen har allerede aflyst udflytningen af velfærdsuddannelser, og nu kommer det her.
I Danmarksdemokraterne kæmper vi for gode og stærke uddannelser i hele landet.
Vi vil holde hånden under uddannelsesmulighederne. Især i de områder, hvor der er udfordringer.
Det kommer vi til at kæmpe for med næb og kløer ved forhandlingsbordet, når vi indkaldes til finanslovsforhandlinger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.