Regeringen – en sløv teenager

Når hver ny forhandling er en nyopførelse af Kanslergadeforliget

Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Konceptchef Tom Bue. Foto: Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

To gange i denne uge vågnede vi danskere op til meldingen om, at nye aftaler var forhandlet på plads i løbet af natten. I det hele taget er det mere reglen end undtagelsen, at når et nyt politisk forlig eller aftale er forhandlet på plads, så er det søvndrukne politikere med poser under øjnene der, som et nybagt forældrepar efter en fødsel, viser den nye, politiske baby frem. Men hvorfor?

”Hvis du en gang i mellem undrer dig over, hvorfor der bliver truffet dårlige beslutninger i Folketinget, så kan jeg godt fortælle dig hvorfor.” Sådan starter et indlæg på et socialt medie fra den konservative politiker Rasmus Jarlov. Forklaringen er, ifølge ham, en syg arbejdskultur med uacceptable arbejdsvilkår, ekstremt tidspres og en forherligelse af natlige forhandlinger.

Jarlov beskriver, hvordan han og en kollega først 15:30, tre og en halv time inden et forhandlingsmøde kl. 19, modtager regeringens forslag til nye regler. Kl. 21 er der så fællesforhandlingsmøde med de øvrige, inviterede partier. Forhandlingerne starter altså reelt her og fortsætter så til kl. 4:15 om morgenen, hvor man presset når til enighed. Flere gange undervejs spørges der til, hvorfor forhandlingerne skal presses igennem på denne måde og på dette tidspunkt. Forhandlinger om en kompensationspakke som skal gælde fra juli …

I et samfund hvor selv de fleste arbejdsfokuserede topchefer har indset værdien af friske hoveder til vigtige beslutninger, virker det paradoksalt, at landets øverste ledere presser ny lovgivning igennem på mentale krykker.

At sende regelforslag ud med så kort varsel, at reel analyse og input udefra er umuligt, for derefter at planlægge arbejdsprocessen på en måde, der mest af alt minder om min tilgang til franske stile i gymnasiet, er simpelthen ikke godt nok.

Det er som om, fortællingen om natlige, politiske forhandlinger er et forbillede, og man helst spiller en nyopførelse af Kanslergadeforliget, hver gang en ny aftale skal landes. Så man kan fremstå handlingsorienteret. Men hvad hjælper det, hvis man ender med en ringere aftale eller et dårligere resultat? Handling må og skal også bedømmes på resultatet af handlingen – uanset om det så handler om hjælpepakker, mink eller udrejsecentre.

Ja, handling er godt. Det er omtanke også. En balance er klart at foretrække og det kræver, at ting ikke hastes unødigt igennem.

Min teenagedatter er bedre til at strukturere sin hverdag, end regeringen og den lovgivende forsamling er. Alligevel tøver jeg med at overgive planlægningen af politiske forhandlinger til hende og hendes snooze’nde medteenagere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat krænkede elever på skole: Her er dommen
Luk