Læge brugte få sekunder på sine undersøgelser. Nu afviser man at undersøge, om det skete i Nordjylland
Røntgen-læge har erkendt at have brugt få sekunder på sine undersøgelser på andet hospital. Nu afviser Region Nordjylland at undersøge, om det også er tilfældet i Nordjylland
Opdateret 05. august 2026 kl. 11:24
Region Nordjylland har besluttet, at man ikke igangsætter en større undersøgelse af en omdiskuteret røntgen-læge.
Lægen har været involveret i en større skandale i Norge, hvor han overså flere alvorlige sygdomstilfælde hos norske patienter, fordi han kun brugte få sekunder på at gennemgå deres scanningsbilleder.
Sideløbende med sagen i Norge, har lægen arbejdet som vikar i årevis på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Her har han lavet tusindvis af undersøgelser af nordjyske patienter og nu oplyser Region Nordjylland, at man har besluttet ikke at undersøge lægens tidsforbrug på de danske undersøgelser.
- Det er beskrivelsen, der er relevant - ikke tidsforbruget, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj, der er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
Skiftende forklaringer
Men det var netop røntgen-lægens tidsforbrug på undersøgelser i Norge, som fik sagen til at rulle.
På den baggrund spurgte vi Region Nordjylland, om de havde undersøgt lægens tidsforbrug, på de undersøgelser han har foretaget i Aalborg og i Hjørring.
Men Region Nordjylland skrev i første omgang, at det ikke kunne lade sig gøre.
- Det er ikke systemmæssigt muligt at undersøge, hvor lang tid den enkelte beskrivelse har taget at foretage, skrev den lægefaglige direktør på Regionshospital Vendsyssel, Steffen Helmer Eg Kristensen i december.
Nordjyske har tidligere - i samarbejde med det norske medie iTromsø - fortalt historien om, hvordan en lægestuderende på Universiteshospitalet Nord-Norge opdagede, at røntgen-lægen kun brugte få sekunder på at kontrollere hendes arbejde.
Det fik hende til at slå alarm.
Hospitalet startede en større undersøgelse og via opslag i hospitalets interne systemer, kunne man se, at røntgen-lægen i en lang række tilfælde kun havde haft scanningsbilleder åbne i få sekunder, selv om undersøgelserne burde tage flere minutter for selv erfarne overlæger.
Det fik hospitalet til at starte en større undersøgelse af lægens arbejde, og her kunne man konstatere, at hanhavde overset flere alvorlige sygdomstilfælde - blandt andet kræft.
Sagen blev meldt til de norske sundhedsmyndigheder - Helsetilsynet - som siden har frataget lægen hans autorisation i Norge.
En afgørelse, som han dog har klaget over.
Nordjyske tog herefter kontakt til Canon, som ejer det system, Region Nordjylland bruger til at lave billedbeskrivelser.
Det gjorde vi Region Nordjylland opmærksom på, og så ændrede forklaringen sig pludselig til, at man godt kunne se tidsforbruget, men at det ikke var relevant.
- Det er beskrivelsen, der er relevant – ikke tidsforbruget. Hvor lang tid en læge har en undersøgelse åben, giver ikke et retvisende billede af lægens tidsforbrug på den enkelte beskrivelse. Man kan have mange undersøgelser åbne på samme tid, skriver lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Søren Pihlkjær Hjortshøj.
Blev betalt pr. undersøgelse
Nordjyske har tidligere skrevet, at røntgen-lægen har kostet de nordjyske skatteborgere millioner af kroner.
Alene de seneste tre år løber de samlede udgifter op i mere end 7,4 millioner kroner for røntgen-lægens ansættelse i Aalborg.
Men nu viser det sig, at regningen faktisk er endnu større.
Region Nordjylland oplyser, at røntgen-lægen er blevet betalt separat for det arbejde han har udført på Regionshospital Nordjylland.
Her har han været ansat på konsulent-lignende vilkår, hvor hospitalet betalte ham pr. undersøgelse, han foretog.
I 2023 foretog han 9.740 undersøgelser, og det var medvirkende til, at han sikrede sig en samlet indtægt på mere end 3,5 millioner kroner fra 2019 til 2023.
Den samlede udgift til lægen løber altså op i tæt på 11 millioner kroner.
Arbejdede mere end 100 timer om ugen
Samtidig med at røntgen-lægen arbejdede i Aalborg og Vendsyssel, arbejdede han også hjemmefra for et hospital i Tromsø.
Nordjyske har i samarbejde med det norske medie iTromsø og Göteborgs-Posten beskrevet, hvordan lægen arbejdede fuld tid i Aalborg, samtidig med at han arbejdede op til 60 timer om ugen for hospitalet i Norge, indtil han blev opdaget.
Derudover kommer så arbejdet med at lave beskrivelser for Regionshospital Nordjylland.
Nægter at stille op
Nordjyske har i ugevis forsøgt at få et interview med Region Nordjylland om, hvordan man har kunne tillade at en enkelt læge arbejdede så meget.
Ingen fra Region Nordjylland har dog ønsket at stille op til interview om sagen.
Mariane Therkelsen, direktør for Mennesker og Organisation, skriver i et skriftligt svar, at det ikke er Region Nordjyllands ansvar.
- Mange ugentlige arbejdstimer over en lang periode er generelt ikke godt for den ansattes eget arbejdsmiljø og naturligvis heller ikke for opgaveløsningen. Som arbejdsgiver skal vi sikre, at reglerne for arbejdstid og hviletid bliver overholdt. I det konkrete tilfælde er vi ikke arbejdsgiver, da den pågældende vikar som tidligere nævnt var ansat i et vikarbureau.
Vil tage det op i udvalget
Tage Leegaard, der sidder i Regionsrådet for Det Konservative Folkeparti og er medlem af Sundhedsudvalget, vil nu tage sagen op til det kommende møde i udvalget.
- Jeg har som udgangspunkt stor tillid til den administration, som styrer vores sundhedsvæsen, men det her er da noget, som jeg vil spørge ind til for at finde ud af, hvad der er op og ned, siger han til Nordjyske.
- Jeg vil spørge ind til, hvordan de har vurderet sagen, men jeg vil høre mere og høre det fra administrationen selv, før jeg udtaler mig mere om sagen.
Det næste møde i sundhedsudvalget er 4. februar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.