Rejsen slutter ikke her

1. november er det 10 år siden, jeg startede i løntilskud på Springeren – Maritimt Oplevelsescenter. Et sted, som jeg troede ”bare var et kedeligt museum”. 

I løbet af den tid har jeg lært, hvor forkert den antagelse var, for stedet er så meget mere. Det er spændende, rummeligt og fyldt med engagerede mennesker, der brænder for hele stedet. 

Nu er jeg souschef her, og hold da op, hvor har hele rejsen været en absolut fornøjelse. Både udviklingen af stedet og samværet med alle de mennesker, der har haft deres gang her i huset.

I Aalborg Kommunes budgetforslag lægger man op til at fjerne Springeren årlige tilskud på 900.000 kr. Dette tilskud er det, som vi kan klare for os først på året, indtil turistsæsonen for alvor starter. Og det er jo bl.a. det, vi er: en turist-attraktion. Og endda én af de få i Aalborg. 

Derudover er vi også en kulturinstitution, da vi fortæller historien om det maritime Aalborg og hvilken betydning det har haft for Aalborg gennem tiderne. Med alle de institutioner, der besøger os, er vi også med til at videregive fortællingerne.

Hvis man er i tvivl, om vi er kulturelle eller lokale nok, så er man velkommen til at kigge forbi og se, hvor fyldt vores udstilling er med lokale effekter og fortællinger. Men måske er vi bare ikke fin-kulturelle nok? Eller måske er vi ikke store nok? Det er jo primært de små institutioner, der får sparet hele deres tilskud væk.

Fjernelse af dette tilskud betyder reelt set, at Springeren lukker til årsskiftet.

Det vil ikke ”bare” være et museum, der lukker – det er også en arbejdsplads, et tilhørssted, et frirum og en mulighed for at komme videre. Både i éns forløb og ikke mindst i livet. 

Vi har mange tilknyttet stedet – frivillige, der gladelig kommer og giver en hånd med, registrerer vores arkiv eller formidler kulturen og historierne. Studerende, der får et netværk, som de kan bruge nu og senere. Pensionister, der ikke har brug for kommunens ”ensomheds-pulje”, da de har os. Personer, som nogle måske vil kalde ”svage” eller ”udsatte” borgere. Det kalder vi dem ikke, for bare det at komme på arbejde kræver stort mod og gør dem superstærke i mine øjne. Et sted hvor der virkelig er plads til personlig udvikling.

Folk, der kommer herud for at møde andre og være en del af et fællesskab. Det er en stor del af deres identitet.

Vi har hørt alle disse menneskers historier og ved, hvor langt de er kommet, og hvor meget det har krævet af dem. 

Men hvis de ikke var kommet her til os – det tør jeg slet ikke tænke på. 

Jeg elsker at være en del af disse menneskers liv, og det gør ondt helt ind i sjælen bare at tænke på deres videre forløb, hvis de mister alt det de har her på Springeren.

Rejsen skal ikke slutte her.