Tilskuerne rå-æder af gruppens hånd
Det rykker bare af sted for The Minds of 99, men højdepunktet er og bliver gennembrudshittet, den næsten uforskammet iørespringende "Under din sne".
Opdateret 30. juni 2023 kl. 08:41
KONCERT
The Minds of 99
- Sig mig, har du mistet troen på, at du kan finde vej? Der er mange andre, der er narkomaner ligesom dig...
Musikalsk - og som fænomen - er The Minds of 99 stadig en højst aparte størrelse af den type, som man umuligt kan beregne sig frem til.
I den ene ende af repertoiret har gruppen en del følsom fællessang med meget dybe rødder i folkemusikken og et diskret nik til blandt andre Kim Larsen.
Og i den anden ende kan man så risikere - såmænd inden for samme nummer - at blive hamret halvt i knæ af en til tider ret barsk blanding af techno/electronica og heavyrock.
Umiddelbart lyder blandingen meget lidt folkelig.
Ikke desto mindre rammer The Minds of 99 særdeles bredt og skaber til koncerter - også torsdag aften i Nibe - noget, der kan minde om noget religiøst. Med tusinder af "følgere", der kan hver eneste linje af hver eneste sang, og som glad og gerne overtager meget lange forløb.
Som sådan har forsangeren Niels Brandt & Co. uden tvivl tilskuerne lige nøjagtigt, hvor de gerne vil have dem - de ikke bare spiser af gruppens hånd, de rå-æder. Samtidig med, at The Minds of 99 formår at holde balancen mellem at holde sig populære og give showet et vist kunstnerisk tilsnit.
Det rykker bare af sted for The Minds of 99, men højdepunktet er og bliver gennembrudshittet, den næsten uforskammet iørespringende "Under din sne".
Man når lige at tænke, at så meget har gruppen egentlig heller ikke gjort ud af nummeret - før vi får mindst dobbelt så meget. Og med rigeligt med plads til selv at skråle med.
Trods - skulle man umiddelbart tro - ret umulige kort på hånden lyser det langt væk, at The Minds of 99 virkelig ejer scenen. Også torsdag aften i Nibe. Med "Hurtige hænder" at gå hjem på.
The Minds of 99 på Store Scene på Nibe Festival torsdag aften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.