Robusthed kommer indefra

Da jeg for snart et årti siden blev færdig på universitetet og landede mit første job, arbejdede jeg som en vild. Arbejdspladsen lå to en halv times kørsel fra min bopæl, så jeg arbejdede 8-10 timer dagligt og kørte i bil i cirka fem timer dagligt oveni. 

TRE MÅNEDER inde i ansættelsen blev jeg syg. Ikke alvorligt, men føj, jeg var skidt. 

Mit system havde været på overarbejde for længe, ligesom man kender det, efter en intens eksamensperiode. Men blev jeg hjemme? Nej da. For det skulle nødigt hedde sig. Jeg skulle bevise, at jeg kunne knokle som ingen anden. 

DET ER jo sådan, vi er noget værd som mennesker i adskillelseskulturen. 

Det havde jeg for længst internaliseret. Så jeg gennemførte en klinisk gennemgang af 13 projektforslag på et anlægsprojekt på små 400 millioner med hyletone i ørerne og febervildelse. I retrospekt totalt uansvarligt.

Men jeg mønstrede en skadelig robusthed, jeg er institutionaliseret til at personificere, til det punkt, at jeg reelt gjorde skade på mig selv. 

For hvad er resultatet af årelang messen om nødvendigheden af “robusthed”, arbejde som meningen med livet og travlhed som statussymbol? 

DET ER en farlig cocktail - dét er helt sikkert. Når vi trykker på pytknapper. Når vi søvntræner. Når vi ignorerer og/eller krænker tilknytningsadfærd - og sprog. Når vi siger, vi anerkender - men reelt affejer. Når vi frihedsberøver, overruler og strømliner. Så kvæler vi barnets indre stemme. Dets forbindelse til sig selv. Dets tillid til sig selv. Dets selvfølelse. Så bliver - og opfostrer vi generationer af mennesker, der ikke kan mærke sig selv, før filmen ér knækket. Før vi har brudt forbindelsen til os selv, forladt os selv og mistet følingen med os selv. Den forcerede robusthedskultur er gift for vores evne til at mærke - og have tillid til os selv. Det starter allerede i barndommen, hvor vores selvfølelse krænkes og bedøves og vi mister tilliden til os selv, og det, vi mærker.

FORLEDENvar jeg på besøg i en børnehave. Det første jeg så, da jeg kom ind, var en såkaldt “pyt-knap”. Den hang i entréen. Det er desværre ikke første gang, jeg ser en pyt-knap i institutionspædagogik. Jeg tror heller ikke, det bliver den sidste. Hvad mon det er, børn skal sige "pyt" til dagligt, der er så vigtigt og så nærværende i deres dagligdag, at det er nødvendigt at den hænger så centralt og in-their-face? 

"Pyt"-knappen er et iøjnefaldende symptom på den kultur, hvor "robusthed" kommer udefra, og kogt ned består i evnen til at holde ud - og tilsidesætte behov. Eller følelser - som med pytknappen. 

Dét er en robusthed, der er en uundgåelig konsekvens af den massive institutionalisering af barndommen og den samtidige udsultning af den professionelle omsorg. 

ER DER ikke nok voksne til at lytte, forstå og regulere, må du sige "pyt". Der er ikke ressourcer til at støtte op om børns reelle følelsesmæssige robusthed, så robusthedsbegrebet, som det arbejdes med i praksis, bliver en abstraktion. 

Vi siger - og tror, at vi gør børn robuste, ved at lære dem at sige "pyt" til deres følelser og livserfaringer. Hvad vi egentlig gør er at svække deres selvfølelse. "Pyt" for "pyt" .

ROBUSTHED er i sig selv ikke en dårlig ting, når det kommer indefra, og spirer af fundamental eksistentiel tryghed og en stærk selvfølelse. 

Den "forcerede robusthed" er en krampagtig mekanisering af menneskesindet, der påduttes os helt fra små i daginstitutionerne, så vi kan ignorere vores indre stemme, fornemmelser og behov, og som resulterer i adfærd som den, jeg havde, da jeg gik syg på job. Opgøret med forceret robusthed handler om at sætte børn fri til ikke at være såkaldt "robuste", når det ikke er meningsfuldt for dem.

AT KUNNE mærke sine følelser er forudsætningen for reel robusthed. At kunne gå ud i verden med en erfaring med - og forståelse af at "jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg kan" , fordi vi er blevet mødt i vores følelser og tanker som børn. At vi ikke er blevet presset ud i situationer, vi ikke kognitivt eller emotionelt har været i stand til at kapere, og som følge heraf have lukket ned for dele af os selv. 

VI BLIVER præget til at tro at dette skulle fordre en art "robusthed", men at være "lukket ned for" er ikke synonym for "at være robust". For ubearbejdede følelser og livserfaringer fordrer ikke et robust sind. Det medfører snarere en uhensigtsmæssig følelsesmæssig bagage, at starte ungdoms- og voksenlivet ud med.

AT BØRN eksempelvis skal “gøres” robuste - i al dets kvalmende passive facon - nok til at indgå i omsorgsudsultede fællesskaber i daginstitution og skole tjener intet andet formål end at bevare status quo i selvsamme institutioner. 

Det gør ikke børn mere robuste. Tvært imod.

ROBUSTHED kommer indefra, og starter - modsat hvad for mange børn i Danmark oplever i daginstitutionerne i dag - med at barnet oplever fundamental følelsesmæssig tryghed. Vi kan ikke forcere robusthed i børn, og således fjerne fundamentet for deres fundamentale følelsesmæssige tryghed og med det samme kaste dem ud i (for) udfordrende opgaver. Det har store konsekvenser, når vi forsøger at effektivisere menneskets sjæleliv.


Mie Storm er cand.mag i Anvendt Filosofi, og arbejder som selvstændig kulturkritisk formidler. Hun har valgt næste mandag at give stafetten videre ril Uffe Koch, ejer af Koch Digital. Far til tre, iværksætter, app-nørd og klimaentusiast. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.