Rona: Jeg var i chok over Venstres udmelding
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg var ærligt talt i chok, da Venstres formand Troels Lund Poulsen pludselig meldte Danmark klar til at træde ud af statsborgerretskonventionen, hvis ikke den kan ændres. Ikke fordi man ikke må mene noget andet end sine regeringspartnere, men fordi det er en ganske voldsom kursændring, som kom uden forudgående dialog.
Når det er sagt, så lad os få én ting på plads med det samme: Regeringen er ikke ved at falde fra hinanden. SVM-regeringen består af tre forskellige partier med tre forskellige udgangspunkter. Det er ikke en svaghed. Det er selve præmissen for en midterregering.
At træde ud af internationale konventioner er ikke en lille teknikalitet. Det er ikke noget, man “lige prøver af”. Det har alvorlige konsekvenser for Danmarks internationale position, vores retssikkerhed og vores mulighed for faktisk at påvirke spillereglerne fremover.
I Moderaterne mener vi, at vejen frem ikke er at hoppe ud over kanten, men at blive ved bordet og arbejde benhårdt for at ændre fortolkningen og anvendelsen af konventionerne. Det arbejde er allerede i gang. Det har ikke stået stille i årtier, som nogen gerne vil give indtryk af.
Strammeste i EU
Dansk udlændingepolitik er i forvejen blandt de strammeste i Europa. Derfor er det også for letkøbt bare at erklære tålmodigheden opbrugt og true med et brud, som i praksis kan vise sig langt mere vidtgående, end mange forestiller sig.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om noget af forklaringen på Venstres melding handler om et pres fra Dansk Folkeparti og en udlændingedebat, der lige nu kører på høje omdrejninger. Udlændingepolitikken er, for at sige det ligeud, kommet på steroider. Men hurtige markeringer er ikke nødvendigvis kloge løsninger.
For Moderaterne handler det ikke om tålmodighed. Det handler om ordentlighed. Om at gøre et grundigt stykke arbejde og tage ansvar, også når det er svært, og også når det ikke giver de hurtigste overskrifter.
Der bliver talt meget om splittelse i regeringen. Det billede genkender jeg simpelthen ikke. Når jeg sidder i rum med mine kolleger fra Socialdemokratiet og Venstre, er der god stemning, og vi arbejder seriøst med de aftaler, vi har indgået med hinanden.
Ja, vi går ind i et valgår. Ja, partierne begynder at markere sig tydeligere. Det er helt naturligt. Men uenighed er ikke det samme som kaos.
Konventioner er ikke hellige. De kan og skal diskuteres. Men hvis vi vil ændre noget grundlæggende, kræver det tålmodighed, forhandling og internationalt håndværk. Det ansvar tager vi i Moderaterne. Og det bliver vi ved med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.