Så du det? Røg fra nordamerikanske naturbrande drev ind over Nordjylland
800 naturbrande alene i Canada sender røg på tur over Atlanterhavet
NORDJYLLAND: Det er ikke kun i Danmark, det varme sommervejr har efterladt naturen som en knastør krudttønde med overarbejde for brandfolkene.
Netop nu hærger en ekstrem hedebølge det nordamerikanske kontinent, og det trækker et dødeligt spor af naturbrande efter sig. Der i denne sommer er målt rekordhøje temperaturer omkring 50 grader celsius i bl.a. Canada og flere stater i det nordøstlige USA.
Alene i Canada er der i øjeblikket flere end 800 aktive naturbrande, og røg fra dem kunne søndag spottes over Danmark, Norge og Sverige.
Det oplyser Generaldirektoratet for Forsvarsindustri og Rummet i EU, DEFIS, på Twitter.
Her har DEFIS offentliggjort et satellitfoto, hvor det er tydeligt at se røg, som efter en tur hen over Nordatlanten driver hen over blandt andet Nordjylland, det sydøstlige Norge samt dele af det Midt- og Vestsverige.
Juni 2021 har været den varmeste nogensinde i Nordamerika. Det oplyser EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change Service (C3S) ifølge Ritzaus Bureau. Klimatjenesten peger på, at varmerekorden viser konsekvenserne af den globale opvarmning.
Konsekvensen er ikke bare flere hedebølger, men også flere storme og oversvømmelser som dem, der er set i Tyskland og Belgien i de seneste dage.
Men hedebølger virker mindre dramatiske, da de ikke sætter samme tydelige spor i omgivelserne.
Derfor bliver risikoen ved flere hedebølger ikke taget alvorligt nok, mener professor Friederike Otto. Hun er klimaforsker ved Oxford University i Storbritannien og kalder ifølge britiske BBC hedebølger for "stille dræbere".
- Folk falder sjældent døde om på gaden, men dør stille i deres dårligt isolerede hjem uden aircondition, siger hun til det britiske medie BBC.
De seneste seks år har været de seks varmeste, der nogensinde er målt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.