Ventetiden er forbi: Årsopgørelsen lander sandsynligvis fredag

Officielt åbner Skattestyrelsen for, at du kan se din årsopgørelse fra på mandag, men de plejer at lukke op fredagen inden

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:På mandag, på mandag ... er det ikke juleaften, men det er tæt på. Der åbner Skattestyrelsen nemlig for årsopgørelsen for 2021, så du kan se, om du skal have nogle af dine penge tilbage eller, oh rædsel! skal betale mere i skat end det, du allerede har gjort.

Hvis du er en af dem, og det er cirka 2/3 af skatteborgerne, der skal have penge retur, så lander de på din NemKonto 8. april, medmindre du har et eller andet udestående med gæld til det offentlige, der ikke er betalt.

Og hvis du nu synes, at der er meget lang tid til på mandag, fordi du er helt sikker på, at du skal have en mindre formue retur, så du får råd til at tanke bilen helt op, så er der håb. For hvis det går, som det plejer, så kan du fra på et eller andet tidspunkt sent fredag eftermiddag - formentlig omkring klokken 16-17 stykker - se din årsopgørelse.

Her plejer, og det er altså plejer, Skattestyrelsen at åbne for adgangen til årsopgørelsen i det, de kalder en test af belastningen af systemerne. Og så kan du fejre din fredag aften med en god bøf og nålen på tankmåleren helt til højre.

Er du en af dem, der åbner op og ser røde tal på skærmen, så skal du huske, at du skal indbetale inden 1. juli, hvis du vil undgå et procenttillæg oven i det beløb, du skylder.

Desuden skal du vente et par sekunder med at gå i panik over de røde tal, for det er ikke sikkert, at Skattestyrelsen har alle dine fradrag med i deres beregning - typisk er det befordringsfradraget, der mangler, og pendler du langt, så rykker det en del ved beregningen.

Derudover er der en stribe småfradrag, som de færreste kender til, men som alligevel kan flytte lidt penge over til dig - hvis du opfylder betingelserne. Et af de mest oversete er det såkaldte 25 procent-fradrag, der giver dig ret til at trække et beløb til småfornødenheder fra for hvert døgn, hvis du har været på rejse for din arbejdsgiver i mere end 24 timer med forplejning og ophold betalt.

Der kan også være bidrag til velgørenhed, der kan trækkes fra, og som ikke nødvendigvis er opgivet automatisk, fordi du har betalt med MobilePay.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden