Nu skal det stoppes: Tonsvis af affald smides langs de nordjyske veje
Kampagne skal få bilister til at svine mindre

Hvert år findes tonsvis af affald smidt langs de nordjyske veje. Modelfoto: Henrik Bo
NORDJYLLAND:Er du en af dem, der kyler tomme dåser og fastfood-emballage ud af bilvinduet, når du er på farten?
Så er du blot ét af mange "vejsvin" i Nordjylland, for årligt bliver der fundet tonsvis af affald langs de nordjyske veje.
Sidste år blev der opsamlet over 120 tons affald i grøftekanter og vejrabatter i landsdelen, oplyser Vejdirektoratet.
Derfor har direktoratet nu startet kampagnen "Tak for ingenting ... i vejkanten" for at få flere til at smide affaldet i skraldespande.

Sådan ser Vejdirektoratets kampagne-plakat ud.
- Cigaretskod, madpapir og kaffekopper forsvinder ikke af sig selv, når det ryger ud af sideruden. Vejdirektoratets vejmænd sørger for, at vejkanten ikke er fyldt med skrald til skade for natur og dyr. Jeg håber, vi fremover vil opleve, at mere affald ender i skraldespanden og ikke i naturen, udtaler transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
700 tons affald om året
Fakta om affald langs statsvejene:
• Hvert år opsamles omkring 700 tons affald langs de danske statsveje og rastepladser
• Vejdirektoratet bruger årligt mere end 11 millioner kroner på opsamling af affald
• Cigaretskod er den type affald, der smides allermest af. Ét cigaretskod er op til fem år om at nedbryde
• Andre typer af affald, der typisk bliver fundet i vejkanten, er take-away emballage, øl- og
sodavandsdåser og plastikposer.
• Flere end 90 procent af danskerne mener, at det er meget forkert at smide affald i naturen.
• Alligevel svarer 11 procent, at de har smidt affald på gaden, i naturen eller vejkanten.
Kilde: Vejdirektoratet
Masser af cigaretskod
Vejmandsassistent Jan Nielsen fra NCC, som varetager affaldsopsamlingen i Nordjylland tilføjer:
- Affaldet bliver ofte smidt på tilkørselsramper, hvor vi finder dåser og fastfoodemballage, som bilisterne kyler ud ad vinduet, når de er færdige med at spise i bilen. Eller på rastepladserne, hvor vi hver uge kan opsamle mellem 50 og 100 cigaretskod få meter fra skraldespandene, siger han.
Det henkastede affald er til skade for miljø, dyr- og planteliv. Cigaretskod er blandt det affald, som der smides allermest af, og det kan tage fem år, før et cigaretskod bliver nedbrudt i naturen.
Ofte finder vejmændene også andre, større ting på vejene:
- Vi er tit ude og fjerne større genstande på vejene, som især håndværkere ikke har fået spændt ordentlig fast på trailere. Det kan være plastik, flamingoplader eller murerspande, der blæser af, og som jo ikke kun sviner, men også er til fare for trafikanterne, fortæller Jan Nielsen.

Så meget affald indsamles langs vejene i landsdelene. Grafik: Vejdirektoratet
Affaldsindsamling til millioner
På landsplan opsamler Vejdirektoratet årligt op mod 700 tons affald langs de danske statsveje og ved rastepladser. Den opgave koster over 11 millioner kr.
- Det står især slemt til nær tørre byer, hvor trafikintensiteten er højere. Det koster mange penge i renhold - penge, der kunne bruges på noget andet, hvis vi alle blev lidt bedre til at rydde op efter os selv, siger Michael Ebbesen, områdechef for drift og vedligeholdelse i Vejdirektoratet.
Kampagnen "Tak for ingenting... i vejkanten" skal få flere til at tænke sig om, så affaldet ender i skraldespande og ikke langs vejene.
Trafikanter kan blandt andet møde kampagne-skilte ved tilkørselsramper til motorveje, på plakater på landets rastepladser samt online i form af bannerannoncer og på de sociale medier.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.