Sådan kan der skaffes penge til klimaplan: Nye afgifter til bilister

Morten Østergaard (R) ser optimistisk på mulighederne for at nå til enighed om en fælles indsats for klimaet - roadpricing er på tale

Ritzau
Arkivfoto: Torben Hansen
Folketingsvalg 2019 8. juni 2019 17:19 - Opdateret 8. juni 2019 17:51

DANMARK: De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, ser positivt på muligheden for at nå frem til et kompromis om den kommende regeringens klima- og miljøpolitik.

Det sker lørdag, hvor partiet går ind til mødet med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, med et krav om 70 procents reduktion af CO2-udslippet i 2030.

Han understreger dog, at partiet står fast på, at der skal en ambitiøs indsats på bordet.

- Der skal ikke gå Hjallerup Marked i en procentsats. Det handler om, at vi skal have den grønne førertrøje på og leve op til Paris-aftalen.

- Vi har talt meget sammen om, hvordan vi skal nå målet. Og både på virkemidler og finansiering er der meget, vi kan blive enige om. Det interessante er, hvad Mette Frederiksen vil, siger han.

Radikale har fremlagt sit bud på en finansiering af den grønne indsats. Og en fjernelse af den grønne check stemmer dårligt overens med forslagene fra SF og Enhedslisten, der hellere vil finde pengene ved at beskatte dem med de højeste indkomster.

- Jeg mener, at det, vi har talt om, kan nås uden højere skat på arbejde, og det er jeg sikker på, at vi kan blive enige om, siger Østergaard.

- Roadpricing er uundgåeligt

Han er mere positiv over for forslaget om at indføre roadpricing, hvor bilister betaler afgifter proportionalt med, hvor meget de bruger bilen.

- Roadpricing er uundgåeligt. Vi skal finde en anden måde at beskatte bilisterne på, og roadpricing er en gammel radikal tanke, siger han.

Det hænger sammen med, at en overgang til elbiler vil betyde, at der skal findes andre indtægter end de nuværende afgifter på eksempelvis benzin.

Han understreger som de andre partier, der har mødes med Mette Frederiksen, at målet kun kan nås via samarbejde.

- Men først og fremmest skal vi være enige om det mål, vi sigter efter. Og så vil det kræve mange kompromisser, men uden et fælles mål er det svært at levere, siger Morten Østergaard.

/ritzau/

Tema: Folketingsvalg 2019

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...