Sådan ser trafikken ud, hvis du skal hjem til jul
Opdateret kl. 16:10
Stormen Pia satte sus i skørterne hen over Danmark torsdag eftermiddag, aften og natten til fredag. Den efterlod også en del rejsende strandede, hvad enten de var i bil, tog eller skulle med en færge, for større broer inklusive Storebæltsbroen, var lukket i længere tid, ligesom tog var aflyst og færger lå underdrejet.
Fredag er så Store Rejsedag, hvor både DSB og Vejdirektoratet forventer, at presset for at komme hjem til jul er størst. Der kunne man frygte, at alt bliver kaos i kølvandet på Pia, men som situationen er fredag klokken syv, så ser det ikke ud til, at det er den vej, det går.
Færgetrafikken
Hvis du skal med færge fra Hirtshals til Norge for at holde jul i fjeldene, så vær opmærksom på, at både Fjordline og Color Line har ændrede afgangstiderne på fredagens sejladser. Den gode nyhed er dog, at alle afgange er planlagt til at sejle.
Fjordline melder, at afgangen fra Hirtshals til Stavanger i aften sejler kl. 18 i stedet for kl. 20. Ankomst til Stavanger er 6.30 lørdag morgen som planlagt. Skal man videre til Bergen sejler færgen fra Stavanger ligeledes kl. 18 lørdag i stedet for kl. 20 med ankomst til Bergen 6.30 søndag morgen som planlagt.
Færgen fra Hirtshals til Kristiansand afgår også to timer tidligere end ifølge fartplanen, også kl. 18 i stedet for kl. 20.
Color Line har fire afgange fredag mod Norge, og de er alle udsat en time i forhold til fartplanen.
Stena Line melder ikke om ændringer på Frederikshavn-Göteborg, mens afgangen fra Grenå mod Halmstad kl. 13.25 er aflyst.
Har du booket en billet til Molslinjen, så er du til gengæld ilde stedt. De har nemlig aflyst alle afgange fredag på grund af besejlingsforholdene i Odden Færgehavn.
Togtrafikken
Ifølge Banedanmarks pressevagt så skulle der fra fredag morgen være normal drift på alle banehovedstrækningerne. Så tog sydpå fra Aalborg kører normalt, ligeledes den anden vej.
Arrivas strækninger er i udgangspunktet blevet genåbnet fredag middag, og der kører nu tog til Thisted over Struer igen. Man skal dog være opmærksom på, at enkelte tog kan være aflyste eller forsinkede.
Fredag eftermiddag oplyste DSB på det sociale medie X, at der køres efter den normale køreplan over hele landet - dog med risiko for forsinkelser på enkelte afgange.
Vejene
Alle de større broer er åbne igen, og trafikken kører normalt de fleste steder. Smertensbarnet er Storebæltsbroen, hvor der fredag formiddag skete et uheld, der lukkede broen i nogen tid, og senere kun åbnede i et spor. Det har givet meget lang kø over broen, ifølge Ekstra Bladet omkring tre timer mod vest ved middagstid. Noget mindre i østgående retning. Vejdirektoratet forventer, at trafikken er normaliseret sidst på eftermiddagen.
Hvis man skal krydse landet med en trailer, skal man også være ekstra opmærksom på broens trafikvejledning, idet den fredag middag stadig var lukket for påhængskøretøjer under 2500 kilo.
Fly
Fredag morgen bliver trafikken fra Aalborg Lufthavn afviklet normalt, og der er ingen meldinger om forsinkelser på grund af vejret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.