Sådan sparer du penge på strøm i den kolde vintertid

Udnyt vinterkulden, og giv dit hjem et eftersyn. Der kan være penge at hente på at omlægge simple vaner i årets kolde måneder

Steffen Bek
Tørretumbleren slider på tøjet, og så koster det ifølge Energistyrelsen omkring seks kroner per gang. Så brug tørresnoren - også om vinteren, råder Bolius og NRGi. Foto: Colourbox
Energiforbrug 19. januar 2019 07:43

ENERGIFORBRUG: Årets koldeste måned står for døren, og for mange betyder det en højere varmeregning.

Det er svært at gøre noget ved, medmindre du trives med at leve i en kummefryser. Til gengæld kan der være lidt penge at hente på elregningen med nogle simple ændringer i dine vaner.

Bolius og NRGi giver her fire gode råd til at slanke elregningen en smule i de kolde vintermåneder.

1) Brug naturen som køleskab

Der kan være penge at hente ved at udnytte udendørsarealerne - for eksempel haven, altanen eller gården - når temperaturen falder.

For har du varer, der godt kan tåle lidt variation i temperaturen, så kan du med fordel stille dem udendørs i stedet for at fylde køleskabet, som dermed kommer på overarbejde.

- Bruger du terrassen som bæredygtigt køleskab, kræver det vel at mærke, at temperaturen udenfor viser omkring fem grader og over frysepunktet, siger Lene Krakau, der er direktør for Kundeservice i NRGi Elsalg.

2) Drop tørretumbleren

Har du have, en carport eller en stor altan? Så kan du med fordel lade tørretumbleren få en pause og hænge dit tøj til tørre udendørs - også selv om det er koldt udenfor.

Det kræver bare, at du er tålmodig, for det tager selvfølgelig længere tid, når solen ikke brager ned fra en skyfri himmel. Til gengæld er der penge at hente.

- Hvis man har mulighed for at hænge vasketøjet udenfor i ly for regn, så bør man så vidt muligt undgå at bruge en tørretumbler. Det tager længere tid, men skal nok tørre, siger Henrik Bisp, der er fagekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Bolius.

Hvis du alligevel vælger at bruge tørretumbleren, så husk at fylde den helt op, råder Henrik Bisp.

Det samme råd gælder i øvrigt for vaske- og opvaskemaskiner.

Ifølge NRGi kan en familie bestående af to børn og to voksne i gennemsnit spare knap 800 kroner om året, hvis de hænger vasketøjet til tørre i stedet for at bruge en A-mærket tørretumbler.

3) Få tjekket cirkulationspumpen

Der kan også være penge at hente på elregningen, hvis du får udskiftet din gamle cirkulationspumpe, fortæller Henrik Bisp.

Cirkulationspumpen sidder på varmeanlægget og pumper vandet rundt i radiatorerne - og i mange hjem er radiatorerne på overarbejde i vintermånederne.

- Jo ældre pumpen er, jo mere strøm bruger den, siger Henrik Bisp.

Udskiftning af cirkulationspumpen er dog noget, de fleste vil have brug for en håndværkers hjælp til, men i sidste ende kan de penge være givet godt ud.

- Og så kan man jo i samme ombæring få kigget på sine termostater. Det har ikke noget med elregningen at gøre, men her kan til gengæld være penge at spare på varmeregningen, siger han.

4) Skift til LED

Det er mørkt, når vi står op - og det er mørkt igen, allerede inden vi hopper på cyklen eller ind i bilen for at køre hjem fra arbejde.

Derfor kører lamperne i ekstra mange timer i vintermånederne - og måske har du tilmed lidt ekstra lys i haven eller på altanen.

Så har du ikke allerede skiftet de gode gamle glødepærer ud med LED, er det nye år måske en god anledning til at gøre det.

- En pære er som hovedregel tændt 1000 timer om året.

- Ud over den længere levetid, bruger LED omkring 80 procent mindre strøm end de klassiske glødepærer, så der er mange penge at spare ved at skifte, siger Lene Krakau, der er direktør for Kundeservice i NRGi Elsalg.

Her kan du også spare

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...