Coronavirus

Pressemøde om AstraZeneca-vaccinen

Flere dødstilfælde verden over sættes i forbindelse med AstraZeneca-vaccinen, og derfor holdes der torsdag pressemøde

Det sendte chokbølger gennem hele verden, da nogle lande stoppede brugen af coronavaccinen fra AstraZeneca, fordi der var frygt for, at vaccinen kunne være skyld i blodpropper og i værste fald dødsfald.

I Danmark blev vaccinen suspenderet i 14 dage fra 11. marts, og i dag klokken 12.15 holdt Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen sammen et pressemøde, hvor de kom med en ny vurdering af vaccinen fra AstraZeneca. Forud for pressemødet erfarede TV 2, at suspenderingen af vaccinen forlænges til midten af april.

På mødet deltog enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen, og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Anden udmelding om vaccinen

For en uge siden, 18. marts, meldte Lægemiddelstyrelsen den første status ud på AstraZeneca-vaccinen, efter den blev suspenderet.

Her blev det bakket op fra det europæiske lægemiddelagentur EMA og lægemiddelmyndighederne i Europa, at AstraZeneca-vaccinen generelt var en sikker og effektiv vaccine, men at et sygdomsbillede med blandt andet blodpropper ikke kunne udelukkes at være forårsaget af vaccinen.

- Når vi og de øvrige europæiske lægemiddelmyndigheder vælger at undersøge om disse sjældne, men alvorlige tilfælde kan være en bivirkning til AstraZenecas vaccine sker det blandt andet på baggrund af et tilfælde i Danmark. Symptomerne er usædvanlige, og de viser sig lige efter vaccinationerne. Det er vores opgave at reagere på den slags. Det er vigtigt, at vi sammen med EMA og de øvrige lægemiddelmyndigheder tager os tid til at evaluere den type indberetninger grundigt, sagde konstitueret enhedschef i Lægemiddelstyrelsen enhed for lægemiddelovervågning, Tanja Erichsen, på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

I Danmark er cirka 149.000 danskere blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.