Lige nu går den alvorlige samtale på, om vi skal arbejde mere eller mindre. 

Mette Frederiksen har løftet pegefingeren og anklaget danskerne for at have en dårlig arbejdsmoral. Hun finder, at det er et moralsk problem, at en stor del af den arbejdende folk ønsker en kortere arbejdstid. Det holder ikke, mener hun, tværtimod skal borgerne vænne sig til tanken om at arbejde mere.

Debatten er skudt i gang, og den kører lystigt derudad med masser af eksempler på mennesker, der har trukket stikket til hamsterhjulet, har fået mere tid til familie og venner, og har fået meget mere livskvalitet. Vi vil selv bestemme vores arbejdstid, vi vil selv tilrettelægge vores work life balance, så den matcher vores families behov, lyder mantraet. Så vidt, så godt.

Det er fuldt forståeligt, at jo rigere vi bliver både samfundsmæssigt og personligt, jo større er vores lyst til at omveksle den rigdom til mere frihed. Det er sådan, der er gået i mere end et halvt århundrede. Vores arbejdstid er blevet kortere og kortere, ferien er blevet længere og længere, og barselsorloven vokset fra nogle få uger til nu mere end et år.

Mette Frederiksen har sendt missilet ind i en arbejdskultur, der i årtier har været præget af kravet om mere frihed og mere fritid, og hendes store problem er, at hun gør det på en moraliserende, skolemesteragtig måde, hvor hun taler til os alle, som var vi en flok elever i 5. klasse. 

Når 12-årige får at vide, at de ikke må løbe på skolens gange, så vil deres ben næsten pr. automatik reagere ved at sætte i løb. Og når en hel befolkning bliver talt ned til, så vil reaktionen uvægerligt blive et ”hvad bilder hun sig ind”. 

Når sagen så kommer til at fremstår som spørgsmålet, om vi vil arbejde ”for statens skyld” eller ”for vores egen skyld”, så føler vi os provokeret, og så er svaret let. Vi vil ikke være statens slaver, statsministeren skal ikke bestemme vores arbejdstid, vi arbejder for os selv og vores familie.

Sagen er bare den, at statsministeren har ret. Vi kan ikke blive ved med at ønske kortere arbejdstid og mere frihed og samtidig stille større og større krav til velfærdssamfundet. 

Vi har i mere end 50 år flyttet rigtig mange opgaver fra vores privatsfære til at være et offentligt anliggende. Store kernevelfærdsområder som børnepasning og omsorg for vore ældre er ikke længere den enkelte families ansvar, men naturlige opgaver i offentlig regi. 

Når vi ikke vil varetage disse opgaver selv, så bliver vi nødt til at arbejde og lægge både vores kræfter og en pæn del af vores økonomi i den offentlige kasse. Så enkelt er det. Når statsministeren siger, at jo mindre vi arbejder, jo mere vil det gå ud over vores velfærd, så har hun ret. Og når de økonomiske vismænd siger at kortere arbejdstid vil føre til enten reduktioner i velfærden eller stigende skattetryk, så har også de ret.

Vi stiller enorme krav og forventninger til de velfærdsydelser, som samfundet skal sikre os. Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører om et velfærdssamfund under pres. 

Eksemplerne på alt det, der ikke er godt nok, er lige så talrige som stjernerne på himlen, og forslag til nye initiativer og opretning af alt det, der ikke fungerer optimalt, vokser hurtigere end svampe i en efterårsskov. Vores krav er store, og selvfølgelig skal vi ikke sætte samfundet i stå, vi skal blive ved med at kunne forestille os et velfærdssamfund, der i endnu højere grad tager hånd om de behov, borgerne har.

I sorte stunder kan man dog godt forledes til at tænke, at den danske befolkning er blevet til sortseende, negative klyngere, der selvom vi sidder trygt og godt på velfærdssamfundets tinde, kun kan se dårligdomme omkring os. For står det nu så galt til, som det indtryk vi får, når vi følger med på mediernes platforme.

Måske skulle vi i lidt højere grad reflektere over alt det gode, vi har opnået. Hæver vi os lidt op i helikopteren, der hvor udsynet også kan række bagud, så ser vi et samfund, der på alle områder har udviklet sig positivt i hele vores levetid. Måske skulle vi så også i lidt højere grad tage en samtale med hinanden om, hvad vi vil ofre for at sikre, at velfærdssamfundet bliver ved med at leve op til vores forventninger.

Statsminister skal indse, at hun er nødt til at skifte spor i debatten om danskernes arbejdsmoral. Hun får ikke en dialog med befolkningen ved at løfte pegefingeren, give os moralske gok i nøden og kalde os dovne.

Hun bliver nødt til at finde guleroden frem og finde på endnu flere metoder, der kan lokke danskerne til at arbejde mere og til at blive i længere tid på arbejdsmarkedet. For selvfølgelig skal vi arbejde. Deri har statsministeren ret.

Det er nu engang befolkningen, der er velfærdssamfundets skaffedyr.

Kirsten Hein::hein@aalborg@gmail.com