Sexisme

Sex som et magtmiddel

Det handler ikke om, at kvinder bare skal sige fra - de skal slet ikke bringes en situation, hvor de er nødt til at sige fra

”Én af os er vågnet op til, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb af en partifælle”.

”Én af os er tidligt i sit medlemskab blevet bedt om at gå med et ledende medlem hjem, hvis hun gerne ville komme nogen vegne i partiet”.

”Én af os har fået at vide af et ledende mandligt medlem, at hun kun er kommet til tops, fordi hun har knaldet sig vej derop”.

”Én af os...”

Ligesom man - her et par uger efter tv-værten Sofie Lindes højst overraskende afsløring af ”en stor tv-kanon” - i sin naivitet måske troede, at nu kunne det da vist ikke blive værre, har den lige fået et par ekstra nøk. Ikke i mindst i kraft af et rystende debatindlæg, underskrevet af ikke færre end 322 kvinder, som i dén grad har brændt sig på politik. Eller mere præcist brændt sig på nogle af de (mandlige) politikere, der skal forestille at være seriøse politikere, og som måske også er det, men som på ingen måde tager kvinder alvorligt.

De 322 kvinder - hvoraf 79 træder frem anonymt med personlige oplevelser - er eller har været politisk aktive i otte partier, og den ene efter den anden fortæller ikke bare overrumplende, men direkte rystende beretninger om overgreb - verbale såvel som fysiske - og bemærkelsesværdigt mange af dem bevæger sig langt, langt, langt ind over enhver tænkelig grænse for ikke alene anstændigheden, men også straffeloven. For eksempel når det gælder om at vågne op uden at vide, hvad der er foregået i timerne forinden, fordi nogen har puttet noget i vedkommende kvindes drink.

I sine mest formørkede øjeblikke kan man som vælger og skatteborger ikke helt frigøre sig fra den tanke, at når det har vist sig at være umådeligt vanskeligt at nå frem til en ordentlig, holdbar lovgivning mod voldtægt her i landet - kan det så skyldes, at i det mindste nogle af lovgiverne i virkeligheden ikke rigtigt tager området alvorligt?

Hele vejen fra Sofie Lindes melding om ”den store tv-kanon” tværs hen over udtalelser fra andre arbejdsmiljøer og frem til nu har man fra tid til anden måttet lægge alt for tålmodigt øre til dovne indvendinger i retning af”: ”Årh, hvad, må man nu slet ikke flirte mere?”.

Men beretning efter beretning fra de 322 kvinder handler på ingen måde om flirt eller om seksuelle tilnærmelser, men om sex brugt som primitivt magtmiddel, så godt som altid i et ulige forhold, hvor nogen skal gøre noget - eller forventes at gøre noget eller tvinges til at gøre noget - mod til gengæld at have udsigt til en dag måske at opnå noget til gengæld. Det handler ikke om, at kvinder bare skal sige fra. Det handler om, at de ikke slet skal bringes i en situation, hvor de er nødt til at sige fra. Også her må politikere - lovgivere! - gå forrest og ikke opfatte politik som et slags tag-selv-bord.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.