Sidste officielle kram fra statsministeren: - Thomas har været en vildt god borgmester
For sidste gang var det Thomas Kastrup-Larsen, der bød Mette Frederiksen velkommen til Aalborg

- Det er underligt, at du ikke længere skal være borgmester, sagde statsminister Mette Frederiksen til snart tidligere borgmester, Thomas Kastrup-Larsen. Foto: Martin Damgård
AALBORG:Han har gjort det mange gange før, men torsdag var det sidste gang.
Om kort tid - knap tre uger - stopper Thomas Kastrup-Larsen som borgmester i Aalborg. Og næste gang statsministeren kommer til byen, vil det være en anden, der byder velkommen.
Men da Mette Frederiksen kom på besøg på Center for Sundhedsfremme - for at høre om et kommunalt projekt for mennesker med overvægt - var det den snart tidligere borgmester, der fik et hjerteligt kram af statsministeren.
De to har kendt hinanden længe - mange år før nogen af dem kom til tops i partiet på hver deres måde.
Thomas Kastrup-Larsen har været borgmester i ni år. Hvordan syntes du, at han har klaret det?
- Helt vildt godt. Jeg har jo kendt Thomas i mange år. Vi var DSU'ere sammen på Kastetvej for mange år tilbage. Jeg synes, han har været en fremragende borgmester. Jeg er tit i byen - både fordi min familie bor her, og fordi jeg er folketingsmedlem heroppefra - og det er vildt at se, hvad der er sket med byen. Det er en anden by, end den jeg voksede op i. I dag er det en by, hvor der bor masser af unge studerende. Men udviklingen er ikke gået for hurtigt, og byen har bevaret både arbejdspladser og charme. Der er rigtig meget godt at sige om Aalborg, og det spiller borgmesteren en kæmpe rolle i.
Til næste valg i 2025 vil Socialdemokratiet have haft borgmesterposten i mere end 100 år. Hvor hårdt et slag vil det være at tabe den?
- Vi stiller op med klart henblik på at fortsætte med at være borgmesterparti.
Der er to kandidater til at tage over efter Thomas Kastrup-Larsen. Nemlig Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen. Har du en favorit?
Nej, det har jeg ikke. Jeg kender dem begge to ganske godt. Lasse har jeg kendt i en del år, og jeg kender selvfølgelig Flemming fra folketingsarbejdet. Det er to gode kandidater, og jeg har ikke en favorit.
Men du skal vel stemme?
- Jeg skal stemme, ja.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.