Coronavirus

Skal du holde fest under corona? Her er reglerne

Det er blevet mere besværligt at holde fest under coronaen - men det er langt fra umuligt. Få overblikket over reglerne her

Der er ikke meget fest tilbage i Jomfru Ane Gade, der skal lukke klokken 22. Men der er andre muligheder for at holde fester. Arkivfoto Lars Pauli

Der er ikke meget fest tilbage i Jomfru Ane Gade, der skal lukke klokken 22. Men der er andre muligheder for at holde fester. Arkivfoto Lars Pauli

Artiklen er opdateret med de seneste restriktioner, der trådte i kraft 26. september kl. 12

NORDJYLLAND:Du har fødselsdag, skal giftes, have dit barn døbt eller bare har lyst til at holde en fest. Men hvordan må du holde fest i disse coronatider?

Sidste fredag lukkede nattelivet igen mere eller mindre ned, og fokus blev med det samme rettet mod de såkaldte piratfester, som der har været nogle tilfælde af i København.

Her var flere hundrede mennesker samlet i parker eller i forladte bygninger, og i nogle tilfælde blev der solgt alkohol og taget entre.

Den form for fester hører nok også til ekstremerne, og de overtræder flere lovgivninger samtidig. For en piratfest er en fest, der er holdes uden tilladelse og imod reglerne.

I de konkrete tilfælde fra København overtrådte festerne forsamlingsforbuddet i covid19-bekendtgørelsen, men også restaurationsloven ved ikke at have tilladelse til at holde festen eller servere alkohol.

Men selvom coronaen har sat en del begrænsninger, så er der nu stadig mange muligheder for at holde fest, uden at man bliver festpirat.

Vi har lavet et overblik over, hvordan festreglerne er:

Fest hjemme eller i haven:

Du må gerne holde fest i dit eget hjem eller i din have - næsten uden begrænsning.

Forbuddet mod at forsamles mere end 50 personer gælder nemlig ikke i private boliger og haver. Dog må man ikke afholde og deltage i arrangementer på mere end 500 deltagere.

Her er der heller ikke krav om, at festen skal lukke klokken 22, ligesom kravet om et vist antal kvadratmeter pr. gæst heller ikke gælder.

Der er med andre ord mere eller mindre frit slag - corona eller ej. Men Rigspolitiet opfordrer til, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og alligevel begrænser antallet af gæster til de nærmeste, ligesom det anbefales, at festen slutter klokken 22.

Bor man i lejlighed og holder fest i f.eks. en fællesgård, så må man til gengæld kun samles 50 personer.

Selvom der ikke som sådan er begrænsninger for fester i private hjem, så gælder det kun enkeltstående arrangementer.

Man kan altså ikke bare åbne sin lejlighed hver weekend som et slags privat værtshus, for så kommer man på kant med andre lovgivninger.

Bryllup, konfirmation og andre særlige mærkedage:

Fra lørdag 26. september må du også kun invitere 50 personer til et bryllup eller en anden mærkedag.

Det er dog tilladt at danse til et f.eks. bryllup, så længe det er sidst på aftenen f.eks. i forbindelse med brudevalsen. For festen skal stadig i det store hele foregå siddende.

Fester i forsamlingshus, selskabslokaler mv.:

Her gælder forsamlingsforbuddet på 50 personer.

Men det er også den eneste begrænsning, for holder du festen i f.eks. et forsamlingshus, så kan 50 gæster komme med og samtidig slippe for mundbind. Du skal ikke lukke klokken 22, og der er intet krav til areal pr. deltager.

MEN det gælder kun, hvis du selv står for mad og drikke.

I det øjeblik udlejerne af f.eks. forsamlingshuset står for mad eller drikke, så betragtes det som et serveringssted. Og så skal festen lukke klokken 22, og du skal have mundbind på.

Arealkravet på to kvadratmeter pr. siddende gæst og fire kvadratmeter pr. stående gæst gælder ikke i forsamlingshus - med mindre der er servering på stedet - men Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man overholder de samme krav som på restauranter. Også med hensyn til lukketid.

Fest på restauranter:

Her træder alle begrænsninger i kraft.

Der er forbud mod at forsamles mere end 50. Der er krav om mundbind, festen skal lukke klokken 22, og der er et arealkrav pr. gæst som nævnt ovenfor.

Fest i det fri:

Vil du gerne holde fest i en park eller lignende, så gælder forbuddet mod at forsamles flere end 50 personer.

Men her er der andre lovgivninger, man kan komme på kant med. Blandt andet ordensbekendtgørelsen og støjregulativet, som det var tilfælde hen over sommeren, hvor politiet rykkede ud til mange små fester, hvor musikken var for høj for naboerne.

De nuværende coronaregler gælder indtil videre til og med 5. oktober.

Kilde: Rigspolitiet

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.