Skarp kritik efter EU-direktørs jobskifte: - Nordjylland er blevet snydt for millioner af EU-kroner

DF'er mener, at nordjysk EU-kontor har fået lov at sejle med milliontab til følge. Formand afviser kritikken

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:- Bestyrelsen har snorksovet ved ikke at gribe in over for de uregelmæssigheder, der har fundet sted på kontoret.

Medlem af det nordjyske regionsråd Erik Høgh-Sørensen (DF) retter en skarp kritik mod de politikere, som efter hans opfattelse er ansvarlige for at "alt har sejlet" på NordDanmarks EU-kontor i Støvring.

- Nordjylland er gået glip af mange millioner kroner forårsaget af uregelmæssigheder på EU-kontoret og efterfølgende mangelfuldt tilsyn og indgriben fra både borgmestre og regionspolitikere, siger Erik Høgh-Sørensen.

Kontorets hidtidige direktør, Benjamin Holst, har fået nyt job og sagt sin stilling op pr. 15. oktober. Efter Erik Høgh-Sørensens opfattelse er det netop ledelsen af kontoret, der har affødt store problemer og udskiftning af medarbejdere. Han ser Benjamin Holsts fratræden som "startskuddet til, at en genopbygning kan begynde".

- Dårlig ledelse og et elendigt arbejdsmiljø har gjort det umuligt for de ansatte at udføre deres arbejde, og hente de EU-midler hjem til Nordjylland, som landsdelen burde have, lyder det fra Erik Høgh-Sørensen, der uddyber kritikken i et debatindlæg til NORDJYSKE.

Den store udskiftning blandt de ansatte på EU-kontoret har ifølge ham været fatal:

- Så vidt jeg kan regne ud, er der siden 2018 fratrådt 12 medarbejdere på et kontor, der er normeret til ti mennesker - det taler vist for sig selv, siger han.

Ifølge Erik Høgh-Sørensen har Nordjylland f.eks. opnået en alt for lille andel af EU's Horizon-2020-budget, i konkurrence med landets øvrige regioner.

- Regionerne Hovedstaden og Sjælland har fået 68 procent af den danske andel, mens Region Nordjylland kun har opnået syv procent, hvor vi burde have haft 10 procent, påpeger han.

- Det er mange millioner, vi er gået glip af til udvikling og forskning, selvom Nordjylland har masser af innovationspotentiale både hvad angår klima og virksomheder.

Formand er tilfreds

EU-kontorets bestyrelse afviser kritikken.

- Det kan jeg ikke genkende, det må stå for hans regning, lyder det fra borgmester i Rebild, Leon Sebbelin (R), bestyrelsesformand for NordDanmarks EU-Kontor.

- Det er korrekt, at der har været stor udskiftning i personalet og udfordringer af meget varieret art, men det er personalesager, som jeg ikke kan uddybe.

- Jeg kan blot konstatere, at det alligevel er det lykkedes at hente midler hjem til Nordjylland, der til fulde lever op til, hvad regionens størrelse berettiger, fastslår Leon Sebbelin, der afviser at man kan måle succesen opgjort på enkelte puljer, sådan som Høgh-Sørensen griber det an.

Ifølge Sebbelin har Nordjylland samlet set over fire år hentet 227 millioner kroner i EU-midler, for et kontingent på fem mio. kroner om året, altså "over 200 mio kroner for en investering på 20 mio. kroner" kroner.

- Det er mere end Region Syddanmark har opnået og næsten på niveau med Region Midtjylland, så det kan vi kun være yderst tilfredse med, fastslår Leon Sebbelin.

Leon Sebbelin understreger, at det ikke er på bestyrelsen opfordring, at direktør Benjamin Holst har søgt nyt job. Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra Benjamin Holst.

NordDanmarks EU-kontor

NordDanmarks EU-Kontor er en forening etableret af de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland

Kontorets mål er at skabe økonomisk vækst, varige arbejdspladser og udvikling af virksomheder og offentlige institutioner i Nordjylland

Det skal bl.a. opnåes ved at kontoret skaffer finansiering til udviklingsarbejdet og hjælper virksomheder med at etablere relevante kontakter

Det nordjyske EU-kontor er i øjeblikket i færd med at flytte fra Støvring til lokaler på NOVI i Aalborg

Efter Erik Høgh-Sørensens opfattelse var det mere retfærdigt, hvis samtlige landets regioner oprettede et fokuseret fælles EU-Kontor.Om de mange fratrædelser på EU-kontoret skriver Erik Høgh-Sørensen:

"Årsagerne er stress, fyringer og opsigelser, og udover det dårlige arbejdsmiljø har Nordjylland mistet nogle af de menige ansatte, som hentede flest penge. Sideløbende har kontorledelsen tabt mindst 500.000 kroner på opsigelser, fratrædelser, forlig, advokatbistand og gen-rekruttering."

Læs hele debatindlægget her:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.