Sommerhus-kommuner får ekstra penge i kassen
Store sommerhus-kommuner får ekstra penge i kassen fra de nye ejendomsvurderinger
Opdateret 12. september 2023 kl. 09:11
Selvom de enkelte sommerhus-ejere stadig må kigge langt efter de nye ejendomsvurderinger, så kan kommuner med mange sommerhuse allerede glæde sig over, at de kan se frem til ekstra millioner i kassen fra højere ejendomsskatter.
Således også i for eksempel Hjørring og Frederikshavn Kommuner:
- Vi har modtaget et foreløbigt skøn fra Skatteministeriet, der viser, at vi i 2024 får en ekstra og helt uventet indtægt fra ejendomsskatter på i alt 47 millioner kroner. Det er resultatet af de nye vurderinger i hele kommunen, men det er især stigninger på sommerhuse, der slår igennem, fortæller Hjørrings borgmester Søren Smalbro (V).
I Hjørring kommune er der godt 6000 sommerhuse, og det ser altså ud til, at ejendomsvurderingerne, der er det offentliges bud på salgspriser, får et pænt nøk opad.
Der er imidlertid tale om engangsforestilling i 2024, så de ekstra millioner kan ikke bruges til at lempe på de kommende års stramme driftsbudgetter, understreger Hjørrings borgmester.
- Det er et engangsbeløb, da det i årene efter vil blive modregnet i bloktilskuddet fra staten. Derfor kan vi ikke bare aflyse de varslede driftsbesparelser, men jeg kan ikke afvise, at nogle af pengene kan være med til at slukke nogle af de mest brændende platforme, siger Søren Smalbro.
Der er bl.a. stor debat om kriseramte kulturinstitutioner, væresteder, der mister tilskud og manglende cykelstier i nye boligområder i Hjørring.
- Det giver os lidt mere luft i de kommende budgetforhandlinger, medgiver Søren Smalbro.
Hjørring Kommune oplever fortsat et kraftigt sug i kassebeholdningen, fordi der ikke er balance mellem indtægter og udgifter. I 2022 røg der 100 millioner kroner og i år forventes et træk i kassen på 60-70 millioner kroner.
- Vi putter dem i kassen
I Frederikshavn Kommune oplyser borgmester Birgit S. Hansen (S), at de ekstra indtægten fra ejendomskatter løber op i 53,5 millioner kroner.
- Vi putter dem i kassen, fordi det kan være, at staten henter nogle af millionerne tilbage igen, når der igen skal laves vurderinger, forklarer hun.
Hun tilføjer, at de 53,5 millioner kroner ikke kan indgå i driften, når der er tale et engangsbeløb.
- Og vi skal fortsat spare 30 millioner kroner på driften, så vi sikrer at indtægter og udgifter passer. Men de ekstra millioner vi har fået luner lige nu og kan afbøde noget, siger Birgit Hansen
Udover de 53,5 millioner fra ejendomsskatterne, fik Frederikshavn og Hjørring i sidste uge midler fra puljen til vanskeligt stillede kommuner. Frederikshavn modtog 25 millioner kroner og Hjørring 30 millioner kroner.
Salgspriserne på sommerhuse i Hjørring Kommune er steget med 37 procent fra en gennemsnitlig kvadratmeterpris i 2020 på 16.000 kroner til 22.000 i 2023. I Frederikshavn Kommune har stigningen været lidt mindre fra 15.500 kroner i 2020 til 18.000 kroner i 2023.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.