Leder

Skimmelsvampe må ikke optræde som cellekammerater

Indsatte i Kragskovhede Fængsel klager over gener fra skimmelsvampe. Landsforeningen KRIM kræver, at forholdene udbedres, for naturligvis skal man ikke blive syg af at sidde i fængsel

Det skal ikke være nogen fornøjelse at sidde i fængsel.

Naturligvis ikke. Sanktionen skal både have en afskrækkende og opdragende effekt (om sidstnævnte reelt sker til gavn eller skade for samfundet, kan man med rette diskutere), og så skal den tilføre ofre og samfund kompensation i form af hævn og oplevelse af retfærdighed for det skete.

Så nok skal det ikke være en fest eller et ferieophold at havne bag lås og slå. Men opholdet i en fængselscelle må ikke blive så ringe, at den indsatte risikerer at blive syg af det. Når vi som samfund vælger at skride ind med magt og tage folks frihed, følger der et ansvar med for at behandle disse mennesker på en måde, så de ikke tager skade på helbredet af det.

Det bør være indlysende i et civiliseret samfund - uanset forbrydelsens omfang og karakter. Men når det handler om forholdene for de indsatte i Kragskovhede Fængsel ved Frederikshavn, er der skabt tvivl om den præmis.

Som Nordjyske har beskrevet i weekenden, har flere af de fængslede klaget over hovedpine, kløe i øjnene og problemer med luftvejene, når de har været indsat i strafceller i fængslet. Årsagen er formentlig skimmelsvamp, som af de indsatte er blevet beskrevet som grønne og sorte plamager på gulv og vægge. Og ophold i cellerne i 23 af døgnets 24 timer med minimal udluftning har på ingen måde gjort indeklimaet bedre.

I et skriftligt svar uden mulighed for opfølgende spørgsmål forklarer ledelsen i Kragskovhede Fængsel, at et eksternt firma i december sidste år ganske rigtigt konstaterede skimmelsvamp i pågældende bygning. Det blev dog vurderet, at løbende behandling med et bekæmpelsesmiddel var nok til at afhjælpe problemet, inden der i løbet af 2022 tages hånd om at få bragt problemerne helt ud af verden.

Fangernes oplevelse af cellerne og en sagsbehandling af den længde har fået Landsforeningen KRIM til at gå ind i sagen med en klage til Frederikshavn Kommune med krav om at få undersøgt forholdene og bragt dem i orden, hvis skimmelsvampe optræder som cellekammerater bag de låste døre.

Frederikshavn Kommune har taget fat i sagen og bedt Kragskovhede om en plan for at afhjælpe problemet. Og godt for det. Skimmelsvamp er en frygtet gæst og skal på grund af sin sundhedsskadelige virkning tages særdeles alvorligt og hører ikke hjemme, hvor mennesker skal bo eller opholde sig - og det gælder naturligvis også et fængsel. Det må ikke tage år at få styr på sagerne. Der skal handles her og nu. Og nok skal det ikke være en fornøjelse at være indsat, men de tider er for længst ovre, hvor samfundets problembørn blev smidt i et fugtigt fangehul med en madras af hø og pilende mus som selskab uden den mindste respekt for deres sundhed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.