Leder

Er regeringen færdig med at tromle?

Uskønt forløb om udrejsecenter er resultatet af endnu en forhastet beslutning

”Bonderøvene rejser sig, når man træder nok på dem”.

Og: ”Man skal ikke skide i vores rede. Især ikke, når reden er lidt skrøbelig i forvejen. Utæt hist og pist”.

Så er det sagt. Lige ud af posen. Af Jesper Skovhus fra Rudkøbing, en af ivrigste forkæmpere for ikke at få et nyt udrejsecenter placeret på det sydlige Langeland - en kamp, der umiddelbart ser ud til at lykkes, takket være modstand fra ikke bare SF (som har sin eneste borgmester på netop Langeland), men også partierne i blå blok.

Et eller andet sted skal sådan et udrejsecenter for blandt andre udvisningsdømte kriminelle udlændinge naturligvis være. Men set udefra er der noget særdeles uskønt i selve den politiske håndtering af det, der skulle have været Udrejsecenter Holmegård ved Bagenkop.

Først og fremmest er der et kraftigt element af tromling, der uvilkårligt leder tanken hen på det mindst lige så uskønne forløb, der førte frem til aflivning af millioner af mink i efteråret. Her blev lokale borgmestre for eksempel ikke orienteret, inden nedgravning af aflivede mink blev indledt - lige så lidt som borgmesteren på Langeland har fået noget som helst at vide, før hele nationen blev orienteret om, at nu kom der altså snart et nyt udrejsecenter.

Et yderst spinkelt, nærmest ikke-eksisterende modargument fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har lydt, at der altid lokalt vil rejse protester mod et udrejsecenter - altså underforstået; så kan man lige så godt træffe en beslutning centralt, se at få skrevet slutseddel i en fart og præsentere det færdige resultat. Uden sikkerhed for at have et flertal bag sig.

At det er gået stærkt - og også alt for stærkt - kan alene ses af, at regeringen har haft så travlt med at anskaffe sig lokalerne, at man tilsyneladende har været parat til at give en særdeles lukrativ overpris for stedet, nemlig ikke mindre end 13,5 mio. kr. Andres penge slipper aldrig op.

Og så er stedet endda - ifølge Jyllands-Posten - købt af et nordsjællandsk par, som i 2008 har bygningerne for syv millioner kroner. Endda et tidligere svindeldømt par, som man derfor muligvis skal holde sig på en vis afstand af. Det fortæller unægtelig sin egen historie om panik. Om politisk-administrativ selvsikkerhed. Om en kollektiv fornemmelse i regeringen af, at ”går den, så går den”.

I ly af den alvorlige coronakrise har regeringen præsteret at tage bemærkelsesværdigt mange hurtige beslutninger på forventet efterbevilling - som om alle andre pr. automatik bare retter ind.

Med minkskandalen og nu den forhastede idé om udrejsecenter på Langeland må det være slut med bare at tromle hen over andre og bare håbe det bedste. Også hvis man vil tage det lokale demokrati alvorligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Officielt: AaB har fundet den nye cheftræner
Luk