Jeg måtte til sidst, i stor foragt, konfrontere hende med, at man simpelthen ikke kan opføre sig sådan, når man er voksen! Slet ikke når man er mor!

Min mor fortalte mig så: "Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg jo godt se, at jeg er blevet ældre. Men inden i, der er jeg jo stadig den, jeg altid har været”.

PÅ DET tidspunkt kunne jeg slet ikke forstå hende.

Nu fylder jeg snart selv 40 år.

Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg se nye linjer, mine fødder er vokset med hver graviditet, og brysterne sidder ikke helt så pænt, som de gjorde engang.

Jeg har slet ikke bedt om at blive ældre. Det skete lige som bare.

DET ENE øjeblik løb jeg rundt i militærtøj og spionerede naboerne med min aller bedste ven. Det næste øjeblik, var jeg den voksne!

Jeg er (med)ansvarlig for min karriere, mine tre børn, vores hus, vores økonomi, for bilsyn, for madlavning, for rengøring ... for alt!

Nogle gange får jeg lidt lyst til at spørge, om der mon er en rigtig voksen til stede. For jeg er kan jo ikke være den voksne allerede? Hvordan skete det lige?

DAGLIGT vælter det ind med Aula-beskeder, og de huslige opgaver med tre børn kan hurtigt tage pippet fra de fleste.

Som ung mente en psykolog, at jeg nok havde OCD. Der synes at være forsvundet et bogstav pr. barn, jeg har fået. Man er bare lidt nødt til at acceptere kaos og flyde lidt med strømmen.

Jeg har slet ikke bedt om at være den ansvarlige. Det skete ligesom bare.

NOGLE GANGE viser livet tænder med sorg, bekymringer og nederlag. Og når man er voksen, skal man ikke kun håndtere sin egen sorg. Man skal også håndtere sine børns sorg. Så man må vente med at vise sin frygt og sine tårer, til man sidder alene i bilen nogle gange. Det har jeg slet ikke lyst til at være ansvarlig for. Det skete ligesom bare.

LIVET SKER ligesom bare. På godt og ondt. En kvinde bliver i Danmark i gennemsnit 83,4 år. Snart har jeg brugt halvdelen af mit liv. Jeg regner med at få 40 år mere mindst - men det er slet ikke givet. Min mor fik lov at leve til hun blev 58. Så måske jeg kun har 18 år tilbage. Eller en dag!?

”Så kys det nu, det satans liv”. For på den anden side ... jeg har fået lov at leve en lykkelig uvidende barndom. Jeg har fået lov at være påståelig, bedrevidende teenager. Jeg har fået lov at tage en uddannelse, at flytte hjemme fra, at få mit eget hjem, at finde en god mand. Jeg har fået lov at få store fødder, fordi jeg har fået tre fantastiske (og lidt sindssyge) drenge. Jeg har fået lov at få hængebryster, fordi amningen gik godt. Jeg har fået lov at mærke sorgen - og fået lov at lære af den.

MAN VOKSER med livet. Det koster lidt - både fysisk og psykisk. For nogle koster det dyrt, for andre mindre dyrt. Men lige gyldigt om man vil det eller ej, så sker livet bare. Nogle gange på grund af de valg, man selv træffer og andre gange på grund af ydre vilkår.

Vi står alle sammen på vores eget grundlag og har alle sammen forskellig bagage med os. Og det er så fint, når vi formår at mærke, ”at livet er smukt. Selv når det gør så ondt.”

EN VENINDE sagde til mig engang: "Du skal sætte dig selv op til succes”. Det gælder i karriere, men måske endnu mere i livet generelt. Gør det bedste du kan for at omgive dig med positive elementer og giv selv positiv energi tilbage. Find de mennesker, der gør dig glad og hold dem tæt. Hjælp en fremmed på din vej - uden at forvente noget igen. Find det job, du har det godt i, for du skal være der mange timer. Pas på din krop, for godt nok bliver den ældre, men den er den eneste du får. Pas på dit sind - det kan være skrøbeligt, men det er også din største styrke. Husk at fejre hver eneste dag du får, for i morgen er ikke givet.

TIL AUGUST bliver jeg 40 år.

Det sidste år har været forbundet med en hel del refleksion og lettere panik. Overvejelser om botox og brystoperation er poppet op, og jeg forstår virkelig godt, dem der vælger det.

Men jeg er nået frem til, at det bedste jeg kan gøre, er at holde en fest med alle dem jeg elsker, som jeg stadig har lov at have i mit liv. Danse hele natten og sende min mor en kærlig tanke.

Jeg forstår dig nu, mor. Du havde ret.