Socialdemokratisk magt er ikke en naturlov

Debatindlæg af Kirsten Hein, Aalborg 

AALBORG:Aalborg Kommune er blevet kastet ud i et borgmestervalg i utide.

Den nuværende borgmester forlader byrådet i næste uge for at tiltræde en stilling som direktør på UCN.

Både de sociale medier og Nordjyskes debatsider er præget af valgkamp mellem to borgmesterkandidater i en sådan grad, at man skulle tro, at der var udskrevet kommunevalg.

EN STATSMINISTER kan gå af, udskrive valg og lade det være op til vælgerne, hvem der skal overtage statsministerkontoret.

Sådan er det dog ikke i et byråd. Her kan borgmesteren forlade posten og lade det være et anliggende for byrådet at udpege en ny borgmester.

SELVOM JEG ligesom så mange andre følger slagets gang i det aalborgensiske socialdemokrati, så lad mig alligevel slå fast, at den igangværende proces ikke handler om, hvem der skal være borgmester, men udelukkende er en intern afstemning i Socialdemokratiet om, hvem der skal være partiets spidskandidat til det kommunevalg, der venter to et halvt år ude i fremtiden. Det er faktisk meget specielt, at en intern debat, der har mindre end 1000 stemmeberettigede, fylder så meget i medierne.

FÆRRE END 1000 partimedlemmer burde kunne tale med hinanden på andre måder end via Nordjyske og sociale medier. Men okay, alle vi 172.000 andre vælgere følger med, og så bliver vi da underholdt så længe.

Vi kan selvfølgelig godt have en holdning til, om Flemming Møller Mortensen eller Lasse Frimand Jensen er den rigtige frontfigur for det byrådsparti, der har siddet 100 år på magten i Aalborg og som lige nu repræsenterer 40 pct. af byrådsmandaterne, men indflydelse har vi nu engang ikke.

HVOR KENDTE de to herrer er i byen er svært at vide.

Færdes man uden for de politiske indercirkler, undres man gang på gang over, hvor begrænset ellers velinformerede menneskers viden om og interesse for kommunalpolitik er.

Spørger man, hvad folk ved om de to spidskandidat-kandidater, så skal man have en ret god tålmodighed, mens man venter på, at den udspurgte får gravet sig meget i hukommelsen, at der kommer noget brugbart op til overfladen.

FRANKS SØN siger man om Lasse, og var der ikke noget med, at Flemming gik ind for en flygtningelejr i Rwanda, er budskabet.

Spørger man, hvad folk ved om de to spidskandidat-kandidater, så skal man have en ret god tålmodighed, mens man venter på, at den udspurgte får gravet sig meget i hukommelsen, at der kommer noget brugbart op til overfladen.

Om dem begge ved man dog, at de går ind for en Limfjordsforbindelse over Egholm, men vi skal forsøge at afbøde virkningerne, siger Flemming. Hvad det så end betyder.

PERSONLIGT HAR jeg kun et sporadisk kendskab til kandidaterne, men jeg har dog i en enkelt sag oplevet Lasse Frimand.

For et par år siden var Frydendal Beboerforening helt oppe på mærkerne for at forhindre Aalborg Vandværks planer om boliger på Vandbakken. Der blev indkaldt til borgermøde, og alle mand var af hus. Salen summede af engagement og kampgejst for at forhindre planerne.
SOM FORMAND for vandværket havde Lasse Frimand fået til opgave at orientere om planerne og vende stemningen fra negativ til positiv.

Det lykkedes ikke, og Lasse havde sikkert også vidst, at opgaven var umulig. Han var derimod ikke forberedt på, at hans partifælle og daværende rådmand for By- og Landskabsforvaltningen åbent på mødet erklærede, at der i hans forvaltning ikke ville blive udarbejdet en lokalplan.

Salen hujede og klappede, men de af os, der fik øje på det politiske spil, gispede efter luft, som fisk i en iltfattig sø. Og Lasse? Ja, han stod totalt isoleret tilbage, målløs og chokeret.

DEN DAG så jeg, at Lasse havde loyalitet over for den organisation, han var formand for, han havde mod til at stille sig op overfor en forsamling, hvor der ikke var en eneste støtte, og han havde overskud til at henvende sig til områdets bannerførere med et håndtryk, et tillykke med sejren og et tilbud om efterfølgende dialog.

NÅR SOCIALDEMOKRATIETS valg er overstået, venter der partiet nogle hårde år.

Løber Flemming Møller Mortensen med sejren, skal der vælges en midlertidig borgmester fra en splittet byrådsgruppe. En byrådsgruppe, der vanskeligt kan tage en reserveborgmester alvorligt, og som vil bruge tiden frem til næste kommunevalg på at positionere sig overfor partiets kommende spidskandidat. Det kan blive en tid, hvor ingen kan vende ryggen til nogen, og hvor stemningen i gruppen bliver lige så iskold som permafrost. Det kan blive en tid, hvor vi får at se, hvem der vil bruge deres liv i et benhårdt politisk spil, hvem, der kan klare mosten og hvem, der ikke kan.

FOR OS, der bare sidder med vores morgenavis eller Ipad, skal det såmænd nok blive underholdende, og når næste kommunevalg oprinder, indskrænker vores udvalg af borgmesterkandidater sig jo ikke til to socialdemokrater.

Vælgerne kan til den tid ville noget andet, og sammensætte byrådet på en helt anden måde. Byrådets konstituering kan vise et andet resultat end det nuværende.

SOCIALDEMOKRATIETS ”præsidentvalg” er nu engang ikke en garanti for en socialdemokratisk borgmester.

Det er jo ikke en naturlov, at socialdemokratiet skal styre Aalborg Kommune i de næste 100 år.