Pejlemærke på den nordjyske økonomi: Så meget tjente Spar Nord i første halvår

Den nordjyske storbanks regnskab var ventet med ekstra spænding efter et halvår præget af corona-situationen

Arkivfoto:

Arkivfoto:

NORDJYLLAND:Det seneste års corona-krise, hvor virksomheder har været lukket ned, medarbejdere er sendt hjem og arbejdsløsheden er steget, havde hævet spændningen til Spar Nords regnskab for første halvår.

Torsdag morgen kunne Spar Nord så løfte sløret for et regnskab for 1. halvår af 2020 med et nettoresultat på 255 mio. kr., der af bankens ledelse betegnes som tilfredsstillende, når det ses i lyset af corona-situationen.

- Efter et udfordrende 1. kvartal præget af COVID-19-krisen har 2. kvartal været betydeligt mere positivt. For det første har de finansielle markeder rettet sig efter den uro, vi oplevede i marts. Både på aktierne og de fleste andre aktivklasser er det tabte vundet tilbage, og sammen med kunderne kan vi glæde os over, at afkastene på vores forskellige pensions- og opsparingsprodukter ser rigtigt fornuftige ud, siger Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord, i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.

Spar Nord-direktøren glæder sig også over, at privatkundernes aktivitet er vendt fint tilbage efter en svær periode i marts og april.

- Der bliver handlet huse, sommerhuse, investeret og planlagt pension – og det kan mærkes i vores aktivitetsdrevne indtægter, siger Lasse Nyby i pressemeddelelsen.

Indtjening status quo resultat halveret

Regnskabet for først halvår får Spar Nord til at se lidt lysere på 2020 som helhed.

Ved indgangen til 2020 forventede Spar Nord en basisindtjening før nedskrivninger på 900-1.100 mio. kr. og et nettoresultat i niveauet 625-825 mio. kr. Som en konsekvens af corona-krisen valgte Spar Nord dog at suspendere sine finansielle forventninger.

I forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsrapporten for 1. kvartal kom banken med nye forventninger til basisindtjeningen før nedskrivninger, som lød på 700-1.000 mio. kr.

I dag melder banken så ud, at udviklingen på de finansielle markeder kombineret med en tilfredsstillende udvikling i nettorente- og nettogebyrindtægterne samt gennemførte tiltag på omkostningssiden betyder, at man nu forventer, at årets basisindtjening før nedskrivninger bliver i intervallet 800-1.050 mio. kr.

Forventningerne til nettoresultatet er dog næsten halveret i forhold til ved årets begyndelse. Nu forventer banken et resultat på 350-550 mio. kr.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.