Sparer vi - eller udskyder vi bare?

I Børne- og Familieafdeling, Job og Velfærd i Aalborg Kommune, skal der spares på et område, hvor vi i forvejen hver eneste år har mere end svært ved at kunne overholde vores budgettet, fordi flere og flere har ondt i livet, og børn, unge og familier er i stor mistrivsel.

I familiegrupperne skaber øget pres, voldsomme udfordringer i at kunne tilbyde børn, unge og familier den nødvendige og rette indsat i vores tilbud - Familiebehandling, kontaktperson og døgntilbud.

Et stigende pres skaber store bekymringer ved både på myndighedssiden og os, der udfører indsatser som socialpædagoger.

Med øgede udgifter og kommende besparelse bliver vi socialpædagoger bekymrede for, om vi kommer til at gå mere og mere på kompromis og støt bevæger os væk fra at vælger de rette indsats til billigste løsning.

I Børn- og familieafdelingen er vi p.t. i gang med op til fire gange besparelser på én gang!

Gæld på 17 millioner overført fra sidste år.

Forventede merudgifter på 5-10 mio. kr. i 2023.

I 2024-27 skal der alene på foranstaltningsområder findes yderligere 11 millioner.

Og så ekstra sparekrav, der skyldes en stor prisstigning på den flextrafik. 

Denne ekstra udgift deles ud på hele området, hvor børne- og familieafdelingen derfor skal finde yderligere to-tre millioner.

Når man forsætter ud ad vejen med et underfinansieret børne- og familie-område og vælger nye, store besparelser på vores mest udsatte og sårbare børn, unge og familier, stiller jeg derfor spørgsmålstegn ved, om vi ikke bare laver en form for sneplovseffekt, hvor vores mest udsatte borgere bliver skubbet foran, eller ud til siden.

Derved forsvinder problemstillingerne ikke, og udgifter forsvinder dermed heller ikke som dug fra solen, når vi sparer. Tværtimod!

Udgifter forsvinder dermed heller ikke som dug fra solen, når vi sparer. Tværtimod!

Derfor stiller jeg også spørgsmålstegn ved, om politikerne bruger et helt forkert ord ved overhovedet at kalde dette besparelse? 

Måske vil det være bedre at kalde det: Vi udskyder udgifter på udsatte børn-, unge- og familieområdet og håber, at udgiften ikke har vokset sig endnu større og dyrere.

Et yderligere aftryk på vores underfinansierede område er, at et dygtigt socialpædagogisk team stort set hele året ser sig som potentielt dem, der skal spares væk på grund af, at budgetterne ikke kan overholdes - dette er ikke bare i år, men i flere år i træk.

Dette skaber et arbejdsmiljø især i form af dårlig trivsel og bekymrende stort sygefravær og stress.

På udsatte-området har vi desværre ikke en stor, ressourcestærk forældregruppe eller borgergrupper, der kan stå og fortælle jer, at besparelserne eller udskydelse af udgifter er forkerte.

Jeg håber dog alligevel, at der kan skabes forståelse ved vores valgte politikere, og at de tænker sig rigtig godt om.