Færdselsuheld på E45: Bil endte på taget
Bilisten blev kørt til tjek på hospitalet
Opdateret kl. 19:55
Et enkelt spor var lørdag eftermiddag spærret på E45 Nordjyske Motorvej i sydgående retning mellem afkørsel 25, Humlebakken, og afkørsel 26, T.H. Sauersvej.
Her var en bil rullet rundt og endt på taget.
Der var ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus tale om et solouheld med en mandlig bilist.
- Det er ikke alvorligt. Der er ikke behov for frigørelse, sagde vagtchefen kort efter uheldet.
Manden blev kørt til tjek på hospitalet.
Hvorfor bilen endte på hovedet, ved politiet ikke.
Både beredskabet og politiet var lørdag eftermiddag til stede på uheldsstedet. De modtog anmeldelsen klokken 15.34.
I et stykke tid efter uheldet kunne trafikken fortsætte i et enkelt spor.
- Det er selvfølgelig lidt bøvlet i forhold til trafikken, men ét spor er stadigvæk farbart, sagde vagtchef Ole Buus.
Lørdag omkring klokken 17.20 meldte Vejdirektoratet dog ikke længere om nogen spærrede spor.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.