Kultur

Stadig stærk stemme - men med ujævn lyd

Efter 56 år med The Savage Rose har den nu 74-årige Annisette Koppel stadig bevaret sin smag for det inderlige og dramatiske. Og hun har stadig stemmen til det
Efter 56 år med The Savage Rose har den nu 74-årige Annisette Koppel stadig bevaret sin smag for det inderlige og dramatiske. Og hun har stadig stemmen til det Foto: Lars Pauli

Opdateret 13. februar 2023 kl. 07:44

KONCERT

The Savage Rose

Kroppen og alle dens mange yderst smidige dansebevægelser signalerer på ingen måde 74 år.

Stemmen gør derimod.

Især talestemmen, som er tyndslidt, sprukken og hæs hele tiden lige på kanten til det hviskende.

Det kommer så til gengæld sangstemmen til gode - for den er nøjagtigt lige så inderlig og dramatisk, som den altid har været hos Annisette Koppel, frontfiguren og det helt naturlige midtpunkt i den intet mindre end 56 år gamle opfindelse ved navn The Savage Rose.

Hun har virkelig formået at bevare sin smag for det heftige og pågående og lidt teatralske, der forvandler flere numre - og overgangene mellem dem - til netop små, dramatiske sætstykker med visse optræk til en slags teaterkoncert, holdt sammen af først og fremmest Annisettes meget karakteristiske, personlige, næsten konstant dirrende sangstemme - men også af et ungt, aldeles fremragende orkester.

Hér med et par formfuldte rundgange på diverse blæserinstrumenter, takket være Frank Hasselstrøm, dér med en tilpas tung bluesrock-bund i kraft af Las Nissens myndige guitarspil og alle vegne lyden af lystigt pludrende Hammond-orgel, takket være Dan Hemmer.

Ikke for ingenting går aftenens længste og mest hjertelige klapsalver til kendingsmelodien over dem alle, temaet fra balletten "Dødens triumf", omtrent midtvejs - men stor applaus falder også fuldt fortjent af til slut for en stadig lige tændt fortolkning af en anden fuldtræffer fra standard-repertoiret, "Dear Little Mother".

I en af sine meget få introduktioner lægger Annisette et godt ord ind for fred, ikke mere krig og "nej til flere forpulede våben".

- Der har sænket sig et mørke over vores lille jord. Nogle tror, at de ejer kloden helt for sig selv. Men vi kan ikke eje jorden eller havet eller himlen. Jeg håber, at I går herfra med et lille stykke håb. For livet er til for dem, der fødes og gror på Jorden.

Og som om dét ikke er nok budskab i sig selv, klinger koncerten ud i to ekstranumre, det sidste en dybt rørende fortolkning af fredssangen over dem alle, Nordahl Griegs "Kringsat af fjender".Skulle man have ønsket sig andet og mere - og endnu bedre - for især Annisette, var det nok især et lidt mindre mystisk lydbillede.

Aftenen igennem lød det store dele af tiden, som om hun var blevet overladt til den dårligste mikrofon - bandet stod knivskarpt, hendes stemme til gengæld ikke altid - hvorefter hun i "Kringsat af fjender" pludselig fremstod nøjagtigt lige så klart. Så det kunne altså godt lade sig gøre. Men åbenbart ikke nødvendigvis hele aftenen. Løjerligt.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

The Savage Rose i Musikkens Hus i Aalborg søndag aften.



Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden