Stop slagsmål i skolegård

Aalborg byråd står p.t. over for en kæmpeopgave, hvor de ved budgetforhandlingerne (28.9.) skal finde ca. 300 mio. kr. i besparelser.

Hver dag er medierne præget af urolige og bekymrede brugergrupper.

Budgetprocesssen i Aalborg er sågar rykket helt ind i TV-Avisen (4.9.), som fortæller om de 120 mio. kroners besparelser på børne-unge området, og det kaos, der er fulgt med her.

Det er ikke tilfældigt, for dette område har der også været et voldsomt fokus på, efter at børne og undervisningsudvalget (20.6.) fremlagde et budgetforslag som blandt andet indeholdt lukning af otte landsbyskoler.

Hermed var startskuddet affyret til en heftig debat kulminerende med et stort debatmøde på Gudumholm Skole (9.8.), hvor skolebestyrelserne fra de otte lukningstruede skoler havde indkaldt politikerne til debat.

Hele 15 af byrådets politikere var mødt op. Flot.

Mødet havde åbenbart gjort et stort indtryk på politikerne, for 14.8. fjernede børne- og undervisningsudvalget de otte skolelukninger fra budgetkataloget.

Men nu startede så en ny kamp, for når de små skoler ikke skulle lukke, måtte de store skoler jo betale for de smås overlevelse.

Og 4.9. sendte skolebestyrelser fra de 11 største skoler et bekymringsbrev til rådmand for børne- og unge-området, Morten Thiessen.

De pegede på en lang række fatale besparelser, som de nu blev ramt af.

Rådmanden udtalte til TV 2 Nord: “Rent holdningsmæssigt ligger jeg på, at vi ikke skal lukke otte skoler, men at vi godt kan diskutere de fire mindste skolers fremtid”.

Hallo, hvad sker der i det børneunge-udvalg? Først melder man lukninger ud, så fjerner man dem igen, og nu vil man lukke dem igen. Er der ikke en voksen til stede i det udvalg?

icon

Hallo, hvad sker der i det børneunge-udvalg? Først melder man lukninger ud, så fjerner man dem igen, og nu vil man lukke dem igen. Er der ikke en voksen til stede i det udvalg?

Hvorfor i alverden fjernede udvalget lukningerne fra kataloget 14.8., når man alligevel bagefter mudrer beslutningen?

Udvalget kunne da bare på mødet have fastholdt lukningerne, hvis man var i tvivl, og havde sendt dem i spil sammen med med alle de andre besparelser.

Hvorfor gjorde I ikke det, Morten Thiessen?

Synes simpelthen, at vi som borgere er vidne til et af de mest beskidte politiske spil i mange mange år, hvor man nu smider aben ud i skolegården, hvor man uden gårdvagt lader de store slås mod de små.

Jeg venter spændt på, hvordan Venstre vil forholde sig til Morten Thiessens udtalelser, for V har jo i begejstrede vendinger fortalt vidt og bredt om, hvordan de har reddet de otte landsbyskoler.

Og de øvrige partier i byrådet skylder også borgerne og skolerne hurtigt at udmelde klart og utvetydigt, hvad de står for på skoleområdet.

Har alle de små skoler stadig partiernes opbakning - eller?

Det er helt urimeligt og uanstændigt over for alle inden for skoleområdet, det, der foregår i øjeblikket.

Men i politik findes der heldigvis altid løsningsmuligheder og udveje.

For skoleslagsmålet og alle andre slagsmål på andre velfærdsområder kan stoppes nu og her, hvis der er politisk vilje til det.

I Aalborg kunne vi f.eks. hæve skatten. Vi kunne også tage af pengene til Egholm-motorvejen, som er lige til at plukke. 600 mio. kr. ligger der her, som skal finansiere en firesporet motorvej hen over dejlig natur og til skade for klima og miljø. 

Pengene er specielt designet til Aalborgs borgere. Andre steder i landet betaler man ikke til infrastrukturprojekter.

Man kunne også reducere tilskud til Kunsthal Spritten, tilskud til Musikkens Hus, tilskud til Zoo, spare på eksterne konsulenter og ekstern kommunikation, ledelse, Business Aalborg, Aalborg Event etc.etc.

Gør man det og finder penge her, tager man velfærdsområderne alvorligt. Pengene er der.

Så få nu stoppet kampen på skoleområdet og få skabt tryghed og ro på alle andre velfærdsområder også.

Politikerne har redskaberne til at skabe netop den ro og tryghed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.