Stort telenedbrud fik politi og beredskab til tasterne. Nu er problemet løst
Selv hvis du ikke kan foretage almindelige opkald fra din mobil, kan du stadig få kontakt til alarmcentralen
Opdateret kl. 19:55
Opdatering torsdag 19.51: Kommunikationschef ved TDC Net, Lasse Bjerre Sørensen, oplyser til Ritzau, at der igen er kommet styr på TDC Net's mobilnet. Ingen opkald bliver tabt, når TDC laver testopkald. Det gælder over hele landet.
TDC Net oplever torsdag store udfordringer med sit mobilnet, og mange kan ikke ringe fra deres mobiltelefon.
Torsdag eftermiddag siger kommunikationschef i TDC Net Lasse Bjerre Sørensen til Ritzau, at fejler rammer sporadisk over hele landet.
Det har så fået Nordjyllands Beredskab til at komme med en væsentlig meddelelse:
- Hvis du har behov for at kontakte 112 og ikke kan ringe op til alarmcentralen, kan du tage dit SIM-kort ud af telefonen og ringe 112, skriver beredskabet på det sociale medie X.
Man kan selvfølgelig også prøve at låne en telefon, der er på et andet netværk, eller få ejeren af telefonen til at ringe 112, hvis der er akut brug for hjælp.
I et senere opslag på X skriver Nordjyllands Beredskab, at de i forbindelse med nedbruddet har testet alle deres funktioner, og at alle systemer virker, som de skal - også kommunikationen mellem 112 og deres operationscenter.
- Det betyder, at vi rykker ud til hændelser som normalt, skriver de.
Nordjyllands Politi giver også en opdatering på det sociale medie. Her oplyser de, at både Nordjyllands Beredskab, ambulanceberedskab og politiet har normal drift.
- Nordjyllands operative beredskabsstab er sat i operationsberedskab og er samlet på politigården i Aalborg på baggrund af de omfattende telenedbrud, tilføjer de.
Teknisk fejl
Ud over mobilnettet har der været problemer med datatrafik på TDC's net, men det skulle fungere igen torsdag eftermiddag ved 16.20-tiden.
Der er også bedring på mobilnettet, men kommunikationschefen oplyste, at der kan "gå et stykke tid endnu", før det er oppe igen.
Der er angiveligt tale om tekniske fejl, som er sket i forbindelse med en opdatering, og altså ikke noget udefrakommende.
TDC Net er Danmarks største mobilnetværk. Det benyttes også af datterselskabet Nuuday, som blandt andet omfatter teleselskaberne Yousee og Telmore.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.